(Last Updated On: 22. juni 2021)

”Om to år har vi ikke en Brugs – hvis vi ikke tager os sammen”.

Sådan (næsten) sagde formanden i sin årsberetning for Hellested Dagligbrugs for nylig. Han sagde det med klar, myndig ryst og stor talindsigt – og i en god mening. Det er den barske virkelighed.

Men så tager vi os da sammen, når han siger det. Hellested har gjort det før. Hellested kan. Hellested vil. Uden en Brugs ville det også blive uden et postkontor, uden et apoteksudsalg, uden et brødudsalg, uden et billetkontor, uden et foreningssekretariat, uden tips og lotto, uden pakkeudlevering og næsten også uden socialkontor mm. Alt dette kan og vil vi ikke undvære i det daglige (huspriserne ville nok også falde en del).

Ganske vist har vi ikke en Super-brugs: men vi har et super-brugs-personale og en Dejligbrugs, der har vundet Guldmedalje i kundeservice. Det er i den grad værd at kæmpe for!

Samme formand sagde for et par år siden: ”hvis vi alle køber for en tyver mere, hver gang vi handler i Hellested Dagligbrugs, gør vi en forskel”.

Den har undertegnede og flere taget til sig. Nu har jeg ikke mere dårlig samvittighed over at smutte ind til Karin & Co bare efter en pakke sukkerfri tyggegummi og BT. Det er bedre at lægge pengene her hos os selv end på tanken. Lad os blive ved med det. Lidt er bedre end ingenting. Senere på dagen køber jeg måske for en plovmand eller to. Desuden kunne vi sagtens udvide 20 kroners konceptet med: ”Hvad har Karin egentlig lige på hylderne i dag?” – i stedet for præcis at gå efter nøjagtig dette og hint og ellers fortsætte til Karise el. lign. og bruge tid og brændstof på det.

Nej, hvad kan vi få i Hellested i dag!

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at Ingen dagligvarebutik for Hellested og omegn ikke er en option. Alternativet til ingen Brugs ville f.ex være et mega frivilligt arbejde med at stable en lille fri købmandsbutik på benene, gratis arbejdslørdage, frivillige til at gøre rent, direkte sponsorbidrag osv.

Det er både lettere, bedre, billigere, mere bæredygtigt og sundere virksomhedsmæssigt at lægge flere indkøb og større indkøb og så få varer for pengene!

Kom så Hellested og omegn, vi kan godt! Det er nu!

Venlige hilsner
Bjarne Østergård Rasmussen
Præstemarksvej 3
Hellested

Skriv en kommentar