(Last Updated On: 12. juli 2021)

Sidste år var første gang, at Gjorslev Gods bød indenfor til Herregårdenes Dag. (Arkivfoto: Kirsti Clement)

Gjorslev: For anden gang slår Gjorslev Gods dørene op og byder indenfor til Herregårdenes Dag. Det sker søndag den 15. august fra kl. 10-16.

Store dele af godset vil denne dag være åbent og arrangørerne lover, at der dagen igennem vil summe af liv og være masser af aktiviteter for både børn og voksne.

Godt for ganen og ørerne

Programmet er under udvikling, og nye aktiviteter vil løbende bliver opdateret på godsets hjemmeside: gjorslev.dk, men som det også fremgår af nærværende boks, er der allerede nu mange gode aktiviteter at se frem til i og omkring godset.

– Så tag familien eller vennerne under armen og få en hyggelig dag sammen. Du velkommen til at smøre madpakken hjemmefra, tage tæpper med og nyde den medbragte mad i slotsparken, lyder opfordringen.

Der kan også købes mad og drikke på stedet, idet hele borggården foran slottet omdannes til et hyggeligt cafemiljø med flere caféer, hvor man kan nyde den købte frokost, kaffen, kagen og isen.

I kælderen under slottet vil der være lokal ølsmagning ved Kasper Brew Co, og et par gange i løbet af dagen vil der være levende musik i Borggården ved Gjorslev Kvartetten

Nyt minimuseum i stalden

Gjorslev Gods har indgået et samarbejde med Østsjællands Museum. Og specielt til Herregårdenes Dag er en af de gamle stalde omdannet til et mini-museum, som indeholder gamle landbrugsmaskiner og køkkeninteriør fra 1900-tallet brugt på Gjorslev Gods.

På selve slottet er der mulighed for at få en guidet rundvisning. Vælg mellem sjove og lærerige rundvisninger for børn og deres voksne eller spændende historiske rundvisninger for voksne og større børn.

Udover de mange aktiviteter kan man også gå på opdagelse i de historiske bygninger og i slotsparken. (Foto: Gjorslev Gods)

Rundvisningerne varer cirka tre kvarter. Billetter købes sammen med indgangsbilletten på gjorslev.dk under fanen arrangementer.

Boder i Bredgade

Når man går ind gennem porten til Gjorslev Gods lander man på den historiske gade: Bredgade. På Herregårdenes Dag vil Bredgade og den tilstødende gamle hestestald summe af boder med salg af lokale kvalitetsprodukter.

Der vil være alt fra helseprodukter til lokale fødevarer, heriblandt lækre brød og kager, velsmagende plantedrikke, sød frugt og honning samt smukke lys og kunst.

To billettyper

Billetter til Herregårdenes Dag købes via Billetexpressen på Gjorslev.dk under arrangementer. Der er to slags billetter: en indgangsbillet, som giver adgang til boder, mini-museet, cafe-miljøet og alle de gratis aktiviteter, der er slotsparken. Den anden billettype er en kombi-billetter, som udover at gælde som indgangsbillet også omfatter rundvisninger på slottet.

Det anbefales at købe billetten i god tid via nettet, da der ellers er risiko for, at rundvisningerne er udsolgt.

Indgangsbillet kan også købes ved indgangen via mobilepay.

I slotsparken vil der være mange gratis aktiviteter, hvor både børn og voksne kan være aktive:

  • Ponyridning for små og større børn – v. Ridecenter Strålen
  • Klap en kalv – v. Gjorslev Gods
  • Gamle lege fra da farfar var ung – v. Hårlev Gymnastik Forening
  • Bueskydning – v. Hårlev Gymnastik Forening
  • Teambuilding – v. Outfitterkampagniet
  • Yoga i æbleplantagen – v. Naturlig Praksis
  • Fremvisning af gl. tærskeværk, gamle traktorer m.m. – v. VTV veteranklub
  • Workshop og opvisning – v. Stevns Folkedansere
  • Gymnastikopvisning – v. Hårlev Gymnastik Forening
  • Fotoudstilling – v. Stevns Fotoklub
  • Mulighed for at hilse på det lokale hjemmeværnskompagni

Der vil også være skattejagt for alle børnene – med garanti for skattefund. Pris for skattekort 50 kr. pr. barn. v. Charlotte Blay

Kilde: Gjorslev Gods

Skriv en kommentar