(Last Updated On: 20. december 2021)

Café Stevnen kører hver tirsdag ud i lokalområdet på ’Social Drive Out’, et tiltag mod ensomhed, hvor kernen er nærvær og omsorg.

Der meldes klar foran Børsen i Rødvig Fiskerihavn, som er et af de foreløbigt to steder, hvor Café Stevnen kører på Social Drive Out hver tirsdag. (Foto: Cafe Stevnen)

Stevns: Hver tirsdag kører en lille rød bil med KFUM’s hjertelogo og ’Social Drive Out’ afsted fra Café Stevnen og ud til to lokationer på Stevns: Lyderslev ved Min Købmand og dernæst til Rødvig ved ”Børsen” på fiskerihavnen.

Den nye mobile café, der går under navnet ’Social Drive Out’, er et koncept etableret af KFUM’s Sociale Arbejde under coronakrisen, hvor socialt udsatte mennesker har oplevet stigende ensomhed og angst for at gå ud.

– I Cafe Stevnen vil vi gerne være med til at forebygge og afhjælpe den sociale isolation som konsekvens af Corona, særligt blandt udsatte og ensomme på Stevns. Vi tilbyder derfor – ud over et gratis let måltid eller suppe og kaffe – mental støtte, omsorg og nærvær med andre mennesker, fortæller Randi Larsen, der er daglig leder af Café Stevnen i Store Heddinge.

Janni står klar med den varme suppe foran Din Købmand i Lyderslev. (Foto: Cafe Stevnen)

Alle er hjertelig velkomne, og snakkene kan handle om både råd og vejledning om personlige og familiemæssige problemstillinger og praktisk hjælpe til håndtering af konkrete opgaver. Det kan også handle om at formidle indgange til videre rådgivning og hjælp og at brobygge til fællesskabsaktiviteter og behandlingstilbud.

Der er både frivillige og ledere fra Café Stevnen med på turene, og holdet har allerede været afsted et par gange. Første gang var tirsdag den 7. december, hvor der både i Rødvig og i Lyderslev var flere gode snakke og hvor både kendte og nye ansigter mødte op.

– Vi vil gerne finde et stop mere, så vi kommer rundt tre forskellige steder hver tirsdag, fortæller Randi Larsen, som videre kan oplyse, at bilen er i Lyderslev mellem kl. 10.30 og 12 og dernæst i Rødvig mellem kl. 12.15 og 13.30.

Der har siden været Social Drive Out i Lyderslev og Rødvig både den 14. december, det vil der også være tirsdag den 21. og 28. december, og tilbuddet fortsætter i det nye år.

Her bliver der budt på en kop varm kakao. (Foto: Cafe Stevnen)

Social Drive Out kører ud cirka 100 steder landet over. Projektet er finansieret af puljen ”Flere i sociale fællesskaber” under Socialstyrelsen, i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2023.
rmh

Skriv en kommentar