(Last Updated On: 12. januar 2021)

Det er lige strengt nok, at kommunen vil bestemme over hvad folk foretager sig i deres eget hjem.

Jeg mener, at det offentlige går for langt, når et flertal i kommunalbestyrelsen vil bestemme, om kommunalt ansatte, der arbejder hjemmefra, må ryge i eget hjem.

Selvom vi hjemme hos os i vores hus er ikke-rygere, så mener jeg, at det er folks eget valg, om hvorvidt de vil ryge hos dem selv. I vores samfund bør der være et minimum af respekt for borgerne og for hvad de ønsker at foretage sig hjemme i privaten. DF-Stevns er principielt imod, at det offentlige skal bestemme over folk på den måde. Sålænge man passer sit arbejde, må det være et personligt og frit valg.

Og hvordan vil kommunen iøvrigt kontrollere om folk ryger derhjemme? Er der nogen, der kan svare på det? Kommunen og borgmesteren må kunne finde nogle bedre ting at bruge tid og penge på. Jeg mener, at det er udtryk for en trist samfundsudvikling, når en kommune vil bestemme så meget over borgerne.

Jeg vil gerne hjælpe folk med et rygestopkursus, hvis det er det, folk gerne vil. Men kommunens beslutning er i overkanten og flertallet på rådhuset går, efter min opfattelse, over grænsen for, hvad en offentlig instans kan tillade sig.

Hvad bliver det næste? Må man så heller ikke indtage for meget sukker, eller for meget koffein i privaten, hvis man arbejder hjemmefra. Det undrer mig ikke, at Socialdemokratiet kan finde på den slags. De ville også diktere borgerne kødfri kantineordninger. Men det undre mig til gengæld oprigtigt, at de borgerlige partier stemte ja. Kommunen må lære at styre sig. Ganske enkelt.

Martin Henriksen
Spidskandidat til kommunevalget på Stevns for Dansk Folkeparti

Skriv en kommentar