(Last Updated On: 15. oktober 2020)

 

 

Tom Frederiksen, Finn Olafsson og Torsten Olafsson besøger Stevns Bibliotekerne med Frank Jæger-viser, som de også har udgivet en hyldest cd med. (Pressefoto)

Kultur: Kim Larsen har sunget ham, Erik Grip har indspillet ham, og ham er digteren Frank Jæger, hvis poesi musikeren og komponisten Tony Vejslev forevigede med sin melodiske og ofte sentimentale mol-musik.
Hvem kan ikke nynne: »O at være en høne, ingen kan finde, hvor er. Gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær«, eller hyldest til forårets komme med »Bedstefar, tag dine tænder på, søbemadens triste tid er ude.«

Tre musikere stiller op

Den 26. oktober kl. 19 er chancen der for at nynne med på alle de dejlige Frank Jæger viser i Tony Vejslevs toneverden.
Her afholder Stevns Bibliotekerne nemlig koncertforedrag om Tony Vejslev og Frank Jæger, der loves en hyggelig aften, hvor tre musikere spiller deres fortolkninger af Vejslev og FJægers sange.
Musikeren Tom Frederiksen er efterhånden en velkendt gæst på Stevns Bibliotekerne og nogle vil måske huske ham fra flere velbesøgte sangarrangementer på bibliotekerne i Store Heddinge og Hårlev tidligere i år.
Den 26. oktober lægger han igen vejen forbi Stevns, når han besøger Mødestedet på Hårlev Bibliotek, og denne gang har han lokket sine kollegaer Finn Olafsson og Torsten Olafsson til at tage med. Sammen har de som trio markeret sig med deres nutidige fortolkninger af komponisten Tony Vejslev og digteren Frank Jægers sange.

Og om lidt er kaffen klar

Trioen spiller både kendte og mindre kendte sange af Vejslev og Jæger. Undervejs fortæller de tre musikere både muntert og mere alvorligt om Tony Vejslev og Frank Jægers mangeårige kreative samarbejde.
– Vi glæder os til at få besøg af Tom Frederiksen endnu engang, og til at høre ham i konstellation med Finn og Torsten Olafsson, fortæller tovholder på arrangementet Dorte M. Gagnér fra Stevns Bibliotekerne.
– Jeg er sikker på, at vi får en rigtig hyggelig aften, og undervejs byder vi på kaffe eller et glas vin til dem, der har lyst til det, slutter Dorte Gagnér.

Bestil gratis billetter

Arrangementet starter klokken 19, og det er gratis at deltage. Man skal dog have billet, som kan hentes på www.stevnsbib.dk/arrangementer eller på bibliotekerne i den betjente åbningstid.

sky

Skriv en kommentar