(Last Updated On: 23. januar 2015)

STEVNS: Sogneindsamlingen for Folkekirkens Nødhjælp finder i år sted
søndag den 8. marts og har fokus på kvinder i verdens fattigste lande.

FKNJørgen Sandgård og Inger Lise Ansgar Odgaard står her foran den nyåbnede Folkekirkens Nødhjælp genbrugsbutik i Østergade. (Foto: Rikke Michael Hansen).

Konfirmander fra sognene i Lille Heddinge, Højerup, Havnelev, Store Heddinge, Frøslev, Lyderslev, Magleby og Holtug går alle til konfirmationsforberedelse i Lille Heddinge. For alle konfirmanderne vil dagen starte med morgenkaffe klokken 10 i Lille Heddinge Sognehus sammen med de øvrige indsamlere. Herefter kan de vælge enten at gå rundt med indsamlingsbøsser eller som noget nyt at cykle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp.

Cykelruten foregår på cykelstien mellem Lille Heddinge og Rødvig, med start i Lille Heddinge, og konfirmanderne kan cykle lige så mange ture, som de orker – voksne må for øvrigt også gerne melde sig. Pengene er sponsoreret af virksomheder og privatpersoner, og det beløb, som konfirmanderne får cyklet ind, vil gå til køb af kaniner, høns og geder. Hver tur er på godt en kilometer, og til en ged skal der for eksempel cykles ti ture.

Jørgen Sandgård, koordinator for indsamlingen på Stevns og Inger Lise Ansgar Odgaard, indsamlingsleder i Havnelev, Højrup og Lille Heddinge arbejder i øjeblikket med at finde sponsorer til cykelløbet. De har indtil videre fået tilsagn fra Store Heddinge Apotek, Adamsen A/S, Café Marina og Løje’s EL-service. Desuden har Din Tøjmand sponseret gavekort, der efter endt indsamling vil blive trukket lod om blandt konfirmanderne.

Ønsker man at donere penge til de cyklende konfirmander, kan Jørgen Sandgård kontaktes på telefon 20280978 og Inger Lise Ansgar Odgaard på telefon 61501802. Udover sponsorer er der også brug for nogle forældre til at tælle, hvor mange baner, der enkelte cyklist når op på.
rmh

Skriv en kommentar