(Last Updated On: 8. september 2020)

Stevns: Det er konservativt hjerteblod, at skatten skal sættes ned og i hvert fald ikke op. Alligevel har partiet valgt at tilslutte sig flertalsgruppens aftale om en skattestigning på 1,0 procent – og det endda, selv om Stevns dermed efter alt at dømme kommer til at betale omkring 80 millioner kroner af gevinsten tilbage til staten i form af sanktioner de kommende fire år.

Det kan være svært at forklare i baglandet, som på flere generalforsamlinger har advaret mod at give efter for ønsket fra de øvrige partier i flertalsgruppen om at sætte skatten op. Men partiets gruppeformand i Kommunalbestyrelsen: Mikkel Lundemann Rasmussen forklarer, hvorfor han og Ellen Knudsen har valgt at følge resten af flertalsgruppen:

– Konservative Stevns har meddelt flertalsgruppen, at vi ikke bliver de afgørende mandater for en skattestigning. Men hvis der i forvejen tegnes et flertal i Kommunalbestyrelsen for en stigning, ønsker vi fortsat at være en del af budget 2021 og sætte vores præg på det kommende år og økonomien, siger han.

Mikkel Lundemann Rasmussen (K) accepterer skattestigningen på 1,0 procentpoint, fordi hans og Ellen Knudsens mandater ikke er afgørende for, at den kommer. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Mikkel Lundemann Rasmussen præciserer dermed forskellen på situationen sidste år og den aktuelle. For et år siden havde Stevns fået regeringens tilladelse til at hæve skatten med 0,25 procent uden sanktioner. Men Konservative lykkedes med at overbevise i hvert fald Venstre om det fornuftige i at se tiden an. Dengang troede flertalsgruppen stadig på, at Stevns ville blive tilgodeset med et betydeligt tilskud i udligningsreformen. Det skete som bekendt ikke.

– Det er velkendt, at Det Konservative Folkeparti er en stor modstander af skattestigninger – det gælder også på Stevns. Sidste år blev vi med de to mandater, vi har, afgørende for, at der ikke kom en skattestigning i Stevns Kommune. Vi anerkender imidlertid, at vi står i en umådeligt svær økonomisk situation, som kun er forværret ved en dårlig udligningsreform. Vi er meget utilfredse med, at flertal på Christiansborg fuldstændig har overset Stevns på landkortet og at vores stigende servicebehov er blevet totalt ignoreret. Derimod har kommuner med et højere serviceniveau og større indtjening fået endnu flere midler til deres budgetter. Vi finder det meget bekymrende, at partierne bag reformen ikke er bedre oplyst om Stevns Kommune, men har langt mere travlt med at tilgodese de kommuner, hvor de selv kommer fra og er opstillet, siger Mikkel Lundemann Rasmussen.

R: Højere serviceniveau

Mens den konservative frontfigur kun nødtvungent accepterer skattestigningen, har Line Krogh Lay (R) ingen problemer med at sige ja til flertalsgruppens aftale.

– Jeg har for længst meldt ud i mit bagland, at det nok er der, at vi ender, og jeg har ikke hørt nogen protestere over det. Skattetrykket på Stevns ligger i den lave ende i Region Sjælland – især når du regner grundskylden med. Til gengæld har vi et enormt lavt serviceniveau, som vi skal have rettet op på. Med en skattestigning kan vi forhåbentlig love borgerne et nogenlunde stabilt serviceniveau hen ad vejen, men der bliver ikke tale om nogen gavebod, siger hun.
hfi

Skriv en kommentar