(Last Updated On: 20. marts 2018)

Fysiske, kraftfulde malerier med kontraster mellem det mørke og lyse, er ofte indholdet i Hanne Stæhrs kunstværker.
(Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Kunstudstilling i Mediehuset. Det er en god tradition. Og den aktuelle udstiller gør den til en dejlig oplevelse.

Natur og eventyr

Kunstmaler Hanne Stæhr kan ikke blot svinge med pensler, hun dyrker naturen, afholder malerkurser med tipi og hængekøjer, så det er ikke underligt at hav, skov og marker er tilbagevendende motiver i hendes kunst.

Hendes værker går fra store akrylmalerier til små akvareller.

– Jeg kan lide kontraster, fortæller Hanne Stæhr, og uddyber:

– Lysten til at fortælle, udtrykke mig, komme af med noget får mig ofte til at lave de store værker. En virkelig lykkefølelse, eller det modsatte, kræver plads, siger hun.

De er ikke kun fysisk store, de rummer markante mennesker med stærke følelser. I modsætning til de små, sårbare vandfarvebaserede gengivelser af naturens eventyr.

Det »eventurlige«, som Hanne Stæhr også får frem ved at puste på farverne.

Sanselig kunst

Farverne er mørke, men ikke dystre. Ligesom hendes tøjvalg, selvom hun afslører, at hun da har en pink trøje.

Men der er også lys i værkernes farvevalg.

Og der er altid åbninger i horisonten, som nok er affødt af, at Hanne Stæhr bor ved vandkanten, hvor udsynet ingen grænse har.

– Jeg går ture, kigger på dyrespor og får så mange sanseudtryk, at jeg må omsætte dem til kunst, fortæller Hanne Stæhr, hvis værker kan ses til i tidsrummet 8:30-15 mandag-fredag frem til 30. april i Mediehuset på Nytorv 6 i Store Heddinge.

sky

 

Skriv en kommentar