(Last Updated On: 20. juli 2021)

 

Jens Hansen og Anne Rosell Holt (Privatfoto)

Stevns Klint: Tre tirsdage i august; den 3., 10. og 17. august fra kl. 9.30 til 15.00, kan livsnydere få en hel særlig oplevelse, når vandring langs den smukke kystlinje ved Stevns Klint kombineres med servering af stevnske specialiteter og fantastiske fortællinger af lokal guide.

Den kulinariske vandretur udbydes af Anne Rosell Holt fra Klintetours i samarbejde med Jens Hansen fra Mad & Ro.
På turen får deltagerne rig mulighed for at nyde de smukke udsigter til klint og hav, når der vandres de cirka ni kilometer fra Rødvig til Stevns Fyr. Undervejs vil Anne gøre dem klogere på alle de dramatiske fortællinger, der er knyttet til klinten: asteroidenedslaget, Den kolde krig og kirken, der er styrtet delvist i havet.

For at gøre vandreturen til en helt særlig oplevelse får deltagerne fire gange serveret stevnske specialiteter undervejs. De større serveringer består af en morgenanretning med bagværk og most fra den lokale gårdbutik Engvang Frugt og frokost hos Jens Hansen på Café Mad & Ro.

Jens har en kæmpe kærlighed til mad og køkkenet er hans legeplads. Han arbejder intuitivt og kreativt med råvarer og specialiteter fra stevnske bondemænd, avlere og mikrobryggerier.

Det er andet år, at Anne og Jens udbyder de kulinariske vandreture, og tidligere deltagere har været meget begejstrede. Sara har anmeldt turen med disse ord:
”En fantastisk tur, som kun kan anbefales. Turguiden Anne fortæller historien om Stevns klint med stor passion og man bliver virkelig draget ind i den danske historie. Skøn mad, godt humør, fordybelse i stilheden, og den smukke natur. 5 ud af 5 stjerner”.

Læs mere om turen og køb billet på klintetours.dk

Skriv en kommentar