(Last Updated On: 31. marts 2021)

Torsdag 6. maj er sigtepunktet for genåbning af biografen i Snurretoppen. Det glæder ikke mindst formand Lars Honoré, at man nu atter kan bringe kultur ud til stevnsboerne. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Stevns: Med den store genåbningsplan, som alle Folketingets partier minus Nye Borgerlige forhandlede på plads mandag aften, står det fast, at kulturforbrugerne må vente et stykke tid endnu på at få slukket tørsten.

Genåbningen kommer lidt i etaper, og den første åbning kommer onsdag 21. april, når biblioteker, kunsthaller og museer slår dørene op for gæsterne. Her vil det dog være en betingelse, at man kan fremvise et coronapas, der viser, at man er smittefri – enten som følge af immunitet, vaccination eller en negativ test – ligesom der fortsat er krav om mundbind og afstand til andre personer.

Næste dato hedder torsdag 6. maj – det er den dag, hvor biografer, teatre og spillesteder åbner – og i øvrigt også indendørs idræt og indendørs servering på restauranter og caféer. Altsammen med de samme krav om coronapas samt øvrige restriktioner, som vi kender i dag.

Sigtepunktet for kulturlivet bliver dermed torsdag 6. maj.

– Det er den dag, hvor vi venter at kunne genåbne biografen efter, at vi har haft lukket siden før jul. Vi er jo sat i verden for at bringe kultur til stevnsboerne, men økonomisk set klarer vi os, da vi har modtaget kompensation for nedlukningen i januar og februar, og vi venter efter den seneste udmelding, at vi får tilsvarende dækning for tabet i marts og april. Så taget i betragtning, at det kan være svært at lokke folk i biografen under en pandemi, skal vi ikke klage, siger formanden for Snurretoppens arbejdsgruppe Lars Honoré.

Ud over biografen er Snurretoppen også hjemsted for Spilledåsens rytmiske koncerter. Her har alle koncerter været aflyst siden december, og med den seneste melding fra Christiansborg bliver også de to næste koncerter i forårssæsonen taget af plakaten. Det drejer sig om jazzaftenen på Harmonien i Rødvig lørdag 17. april, hvor Doghouse Cats skulle have spillet op, og koncerten med Fangekoret i Snurretoppen søndag 25. april.

– Det er vi selvfølgelig kede af, men vi vil nu – ligesom med de øvrige aflyste koncerter – prøve at få dem udsat til senere, hvor man så kan tage sin billet med og komme ind til den tid, siger Poul Erik Madsen, der er formand for Spilledåsen.

Derimod skulle der være håb om, at den bebudede koncert med Rasmus Lyberth med band faktisk bliver til noget. Den er programsat som forårssæsonens sidste til tirsdag 18. maj.
Stevns Teaterforening må sande, at samtlige forestillinger i forårssæsonen blev offer for coronarestriktionerne. Her er sæsonen slut inden den varslede genåbning 6. maj.

– Vi har gået og håbet på, at vi kunne nå at gennemføre i hvert fald en enkelt eller gerne to af forårets forestillinger, men sådan skulle det ikke være. Vi har haft enormt travlt med at refundere billetter og holde korrespondancen med både teatertrupper og kulturmyndigheder i takt med, at tiden er gået uden forestillinger. Men alle, der har bestilt og købt billetter til aflyste forestillinger, får selvfølgelig deres penge tilbage, siger teaterforeningens forkvinde Lene Vestergård.

De to sidste forestillinger i foråret, som nu bliver aflyst, er Et tysk liv med Det Kongelige Teater torsdag 8. april og børneforestillingen: Papkasse med Teatret Hvid Støj lørdag 10. april, begge i Erikstruphallen i Store Heddinge.

Endelig vender Kulturloftet tilbage med sin første fernisering efter nedlukningen lørdag 8. maj, hvor Rikke Aborgs billeder ferniseres i galleriet på bibliotekets loft i Store Heddinge.
hfi

Skriv en kommentar