(Last Updated On: 12. april 2021)

Det er svært at være uenig i, at Østbanen trænger til en opgradering. Beviset er i skinnerne. De er nemlig så slidte, at togene er nødt til at køre med nedsat fart. Det skulle have været en midlertidig løsning, men ikke desto mindre har det været realiteten for østsjællænderne i over et år.

Det går jo ikke.

Banen kaldes en ’livsnerve’ for området. Den bruges af pendlere, unge, ældre, studerende og familier. Østsjællænderne er dybt afhængige af Østbanen, og vi må simpelthen kunne byde dem noget bedre end den situation, de sidder fast i nu.

Regeringen har netop præsenteret et trafikudspil, men på listen over projekter er et stort hul, hvor der skulle have stået Østbanen. Selvom banens problem er håndgribeligt og løsningen ligeså, og selvom projektet har opbakning fra lokale socialdemokrater, har Socialdemokratiet altså ikke fundet plads til forbedringerne i deres eget udspil.

I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at regningen for Østbanens forbedringer alene skal betales regionalt og lokalt. Vi mener, at den i dén her situation falder under det nationale ansvar. Det er statens regning, og derfor fortjener Østbanen en plads i den kommende plan for Danmarks fremtidige infrastruktur.

MF’er Hans Kristian Skibby (DF), transportordfører

Martin Henriksen (DF), spidskandidat til KV21 i Stevns Kommune

Skriv en kommentar