(Last Updated On: 22. september 2020)

Nyt Stevns er ude på dybt vand med deres indlæg i pressen omkring modstand mod skattestigning på én procent, som flertalsgruppen har indstillet til i budget 2021.

Ja, der er nok ikke så mange, som synes, at det er sjovt, når skatten stiger. Men vi har set øgede udgifter de sidste år – især på det sociale område. Og et træk på kassen også i de kommende år, vil ikke ændre på, at udgifterne på socialområdet er stigende.

Hvis vi vil holde den service, vi har i dag, hvor vi ligger lige under midten på landsplan, så er skattestigning en nødvendighed.

Jeg tænker bare: hvordan vil I finde pengene uden en skattestigning?
Hvis ikke Stevns skal gå i stå, og kommunen skal udvikle sig til et dårligt sted at bo, så undgår vi ikke en skattestigning i denne omgang.

Stevns har nogle udfordringer på mange områder, men kommunen er inde i en god udvikling på mange planer, som gør, at mange flytter hertil. På sigt sammen med eksempelvis turistudviklingen med mere vil det give en mere dynamisk og bæredygtig kommune, som til den tid også vil afspejle sig i kommunekassen.

Jeg medgiver, at fremadrettet skal vi styre efter, at skatten igen kan nedsættes. Men man står lige nu og her over for valget, om man vil have mange penge i kassen – og ingen service. Det vil give os en kommune, der står helt stille.

Nu har vi fået lidt ro på kommunen, så hvorfor ikke komme ind i samarbejdet og være med til at tage ansvar for den samlede kommunes udvikling

Johnny Andersen
Hovedgaden 1
Hårlev

Skriv en kommentar