(Last Updated On: 26. september 2016)
ladies-night

(Arkivfoto: Charlotte Skøtt).

Den »officielle« Lyserød Lørdag er den 8. oktober, men selvom Kræftens Bekæmpelse på Stevns er en uge for tidligt på den, når der lørdag den 1. oktober er Ladies Night i Stevnhallen, er formålet det samme: At samle penge ind til brystkræftforskningen

Ladies Night bliver en lige så sjov, spændende og festlig aften som de to tidligere år, lover Anny Borch fra Kræftens Bekæmpelse på Stevns.

Igen i år er der modeopvisning, denne gang med tøj fra Bent Møller, Frøken Klunz, By Lagoni, Cloud Nine og Le Paris samt sko fra Klinik for fodterapi/Stevns-Sko.

Tøjet vises af modige kvinder, der selv har haft brystkræft, og som har truffet hinanden gennem Bryst Caféen. Derudover er der igen i år nogle friske børn med som modeller.

Den lækre buffet sørger Restaurant Harmonien for.

Der er forskellige spændende stande med tøj, sko, smykker og velvære. Mød bl.a. tandlæge Dorthe Bredgaard, der er pioner med en banebrydende ny tankegang omkring tandsygdomme og har udgivet bogen: »Kan man bide fra sig – uden tænder?«

Der er selvfølgelig også underholdning: Mettes Zumbadansere, Dance Fitness v/Susanne Bech Kimman og Finken og Filigutten, to friske unge mennesker, som synger gamle, halvlumre folkeviser med et glimt i øjet. Desuden kommer Frank Clifforth, som en del vil kende fra X Factor, og spiller og synger, og aftenen slutter igen i år med Wood Emblem & the Corky Potion.

– Vi har modtaget rigtig mange flotte gevinster, så det kan godt betale sig at købe lodder til aftenens lotteri, ligesom der trækkes en antal gevinster på billetnumrene, siger Anny Borch Jensen.

Billetter til Ladies Night kan købes hos Smykke- & Brillehuset i Store Heddinge, Blomsterhuset i Hårlev og hos Fodterapeuterne i Strøby Egede Center 21.

 

Skriv en kommentar