(Last Updated On: 26. november 2019)

Unikt samarbejde mellem bibliotek og teater

Kultur: Lad os starte med et citat: „”Mennesket er større end krigen… „.

Ordene er den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs, hende som skrev „Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, og fik Nobels Litteraturpris i 2015.

Teater til januar

Stevns Bibliotekerne og Stevns Teaterforening går sammen om en læsekreds i månederne op til at teaterforeningen viser forestillingen „Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” med Pia Rosenbaum.

Pia Rosenbaum har iscenesat bogen og står også på scenen, når Stevns Teaterforening har forestillingen på programmet den 15. januar, klokken 16 og igen 19.30 på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Billetter til teaterforestillingen skal købes på Stevns Teaterforenings hjemmeside: stevns-teater.dk

Publikum med billet til forestillingen kl.16, får lejlighed til at møde iscenesætter Pia Rosenbaum.

Læsekreds i år

Men inden vi når til årsskiftet, afholdes to læsekredsaftener om bogen, som finder sted på Store Heddinge Bibliotek den 27. november og den 4. december, begge aftener fra 19.30 til 21.30, og det er skuespiller Lene Vestergård og historiker Jytte Larsen, som afholder disse læseaftener.

Svetlana Aleksijevitj var i mange år en forbudt forfatter, og hun opholdt bl.a. i Göteborg som såkaldt fribyforfatter; en ordning som også findes i Danmark, hvor kommuner tilbyder to års fristed til forfulgte forfattere. Under sit ophold i Sverige besøgte hun flere gange Danmark.

I 2011 valgte hun at flytte tilbage til Hviderusland, fordi hun ikke ville beskyldes for at være en kritiker, som lod sig bestikke af udenlandsk luksus og mistede kontakten til sit hjemland. I dag bor Svetlana Aleksijevitj nøjsomt på ottende etage i et mastodontbyggeri i hovedstaden Minsk.

En på scenen + 18 stemmer

Til januar spiller „Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” på Koldkrigsmuseum Stevnsfort, og en anmelder skrev:

„Denne crossover forestilling, hvor stemmer og billeder er ligeværdige, formidler på imponerende vis Svetlana Aleksijevitjs roman om kvindernes skjulte og ukendte historier.”

Foruden Pia Rosenbamum på scenen, har 18 danske skuespillere lagt stemmer til fortællingen, bl.a. Stevns Teaterforenings egen Lene Vestergård.

Svetlana Aleksijevitj har aldrig skjult hvor hendes sympati og empati ligger, hvilket fremgår af det svar, hun i sin tid gav den censor, der forbød hendes bøger: ”Jeg elsker ikke de store ideer, men det lille menneske.”
sky

Skriv en kommentar