(Last Updated On: 25. juni 2014)

Af Sanne Iversen
Korsnæbsvej 52, 4673 Rødvig
LaeserneSkriver
I 2010 bliver jeg syg med stress og depression. En skilsmisse, 12 timers arbejdsdage, 3 flytninger på under et år og opsagt, fordi min arbejdsgiver må lukke sin forretning. I januar 2011 kommer jeg ud for en bilulykke.
Følger lægens og kommunens anmodninger til punkt og prikke. Røngten, scanning, neuropsykolog, reumatolog, som bekræfter skader i nakke, piskesmæld, diskusdegenerationer, diskusprolapser, nerveskader, ret betydelig slidgigt mm.
Får behandling hos fys, men ingen effekt. Kommer i et forløb hos Quick Care. Jeg skal her have en psykologisk afklaring. Ser på intet tidspunkt skyggen af en psykolog, og får nej fra Distriktspsykiatrien. Bliver visiteret til revalidering men må stoppe pga. stærke smerter. Igen til  Quickcare, skal modtage 3 samtaler med psykolog, men får kun én.
Ud i praktik. Bliver syg og må sygemelde mig. Meddeler, at jeg er sygemeldt og foreslår ændringer til praktikken, da det er for sent på dagen til, at jeg ville kunne klare det. Det opfattes som udeblivelse og at jeg selv har stoppet forløbet. Jeg klager og kan dokumentere  sygemeldingen.
Trods at jeg har sygemeldt mig og endnu ikke raskmeldt mig, sendes jeg i åbent tilbud. Ingen skånehensyn – vælg mellem rengøring, havearbejde eller køkkenarbejde. Må igen sygemelde mig og får oveni lungebetændelse som følge af stort pres fra kommunen
Derefter i afklaringsforløb/prøvning. 3 timer i gennemsnit om ugen med stærke smerter og et ikke eksisterende liv bagefter.
Kommunen mener nu, at jeg skal til psykolog. Jeg protesterer. Da jeg ikke fik de samtaler med psykolog, som jeg skulle tidligere, havde jeg selv søgt hjælp hos tankefeltterapeut, body sds behandler o.m.a.
Jeg bruger lægen som støtteperson. På mødet bliver vi enige om, at der skal indhentes en statuserklæring. Der går: Over en måned, før lægen modtager en anmodning, 4½ måned mellem vores møder og 6 måneder efter endt afklaring, hvor intet er sket.
Kommunen er ansvarspådraget i min sag, og jeg betragter dette som et regulært mordforsøg. Jeg vejer nu 45 kg, og det er en langsom men sikker død, som kommunen i skrivende stund udsætter mig for. Jeg vil ikke behandles respektløst og som affald, og jeg vil ikke være kassetænkning.
Kommunen sparer ved at holde mig  på kontanthjælp og sylte sagen, så tingene bliver forældet, og jeg må starte forfra.
Jeg er 50 år, jeg har arbejdet hårdt og i rigtig mange timer om dagen. Jeg kan ikke mere.
Synes du, at borgene i din kommune har fortjent en så dårlig behandling?
Synes du ikke, at borgene i din kommune skal behandles med respekt og som mennesker?

Skriv en kommentar