(Last Updated On: 7. marts 2014)

Af Steen Nielsen
Medlem af KB for Socialdemokraterne
Egedalen, Strøby Egede

Borgmester Mogens Haugaard fra Venstre gav en forkert oplysning under debatten om de stevnske folkeskolers økonomi på kommunalbestyrelsens møde i sidste uge.
Mogens Haugaard påstod, at Københavns Kommune blot har afsat 4 millioner kr. til at indrette de mere end 60 skoler i København til lærernes forberedelse og øgede tilstedeværelse på skolerne som følge af folkeskolereformen, der træder i kraft med det nye skoleår efter sommerferien.
Men det er lodret forkert. En hurtig søgning på nettet viser, at det korrekte tal er mere end ti gange så højt, nemlig 44 mio. kr. alene i 2014.
Jeg synes, det er meget bekymrende, at borgmesteren giver kommunalbestyrelsen en forkert oplysning midt under en debat. Særligt når debatten i forvejen var præget af, at flertallet har fiflet med den ene million kr., der er afsat i budget 2014 til at gennemføre folkeskolereformen på Stevns – og som åbenbart skulle bruges til indskrive 3. klasserne på Stevns i SFO 1.
Borgmesteren har hele sit embedsapparat i ryggen, og vi må kunne stole, at han har styr på fakta, når han udtaler sig i kommunalbestyrelsen. Det er selvfølgelig fint, at vi på Stevns har afsat i omegnen af 3.5 million til Lærerarbejdspladser på de stevnske skoler, men der er ingen grund til at bruge forkerte tal for at sætte det i perspektiv.

Skriv en kommentar