(Last Updated On: 19. juli 2017)

Lena Bjerrum Bach fylder 50 år. (Arkivfoto: Charlotte Skøtt)

Hårlev: Cand. psyk. fra Københavns Universitet, Lena Bjerrum Bach, tiltrådte i 2016 som daglig leder af Stevns Frivillighedscenter. Onsdag den 26. juli fylder hun 50 år.

Erfaring med frivillighed, projektledelse og -koordinering samt implementering af sociale indsatser i såvel privat som kommunalt regi gjorde Lena Bjerrum Bach til en oplagt kandidat, da stillingen skulle besættes.

– Og Lena har ikke gjort forventningerne til skamme. Hun har fast grund under fødderne og har allerede søsat nye tiltag for frivillige i kommunen, siger formand for foreningen, Johnny Andersen.

Stevns Frivillighedscenter blev oprettet i kommunens regi, men overgik til at være en forening i 2017. Lena Bjerrum Bach satte gang i medlemshvervning, og frivillighedscenteret har i dag 44 foreninger under sig samt flere private støttemedlemmer.

– Centeret er udviklet til at være et servicecenter for alle frivillige foreninger i kommunen, og Lenas indsat er meget værdsat, udtaler formanden.

– Her er hjælp med lokaler, fundraising, tekniske hjælpemidler og meget mere – og på kort tid har Lena opnået at skabe respekt for al slags frivilligt arbejde i kommunen, slutter Johnny Andersen.

 

Skriv en kommentar