(Last Updated On: 1. februar 2021)

Musik: I næste uge, den 10. februar, skulle Spilledåsens forårsprogram have været åbnet med et brag af en koncert med »The Dublin Legends«, som består af musikere fra den irske folkemusiks ikoniske The Dubliners.

Karantæneregler driller

Men fornyligt blev Spilledåsens formand, Poul Erik Madsen, kontaktet af de irske verdensstjerner, som meldte afbud.
– De kunne ikke på grund af karantæneregler i både Irland og Danmark, men vi fandt heldigvis en ny dato i efteråret, fortæller Poul Erik Madsen, som håber på godt nyt fra Christiansborg, så forårets øvrige koncerter kan gennemføres.
– Vi har f.eks. udsolgt til hyldestkoncerten til Benny Andersen den 9. marts, og folk står på venteliste. Men vi tør naturligvis ikke love noget, lyder det fra formanden, som dog regner med at Spilledåsens generalforsamling kan gennemføres i Snurretoppen den 16. marts.

Optimismen i behold

De frivillige koncertarrangører i Spilledåsen har knoklet for at få gode musikoplevelser til Stevns, og Poul Erik Madsen er glad for, at Kulturstyrelsen har garanteret kompensation for mistede indtægter i 2020.
– Hvis vi kommer i samme situation i dette forår, så har vi mulighed for at ansøge om tilskud, så jeg tror, at vi kommer igennem med skindet på næsen, siger han.
Det er desuden lykkes folkene bag Spilledåsen at omarrangerer flere af de aflyste koncerter fra 2020 til i år, og de arbejder allerede målrettet videre på et »formidablet« efterårsprogram.
– Vi bliver jo nødt til at være optimister, siger Poul Erik Madsen med et smil, der overbeviser om, at der stadig er musik i vente til stevnsboerne.

sky

Skriv en kommentar