(Last Updated On: 29. oktober 2014)

Indbrudstyv_hus1LILLE HEDDINGE: En familie, der lå og sov i deres hus på Storemarksvej i Lille Heddinge, blev tirsdag den 28. oktober klokken 00.38 vækket af larm, der kom ude fra vejen foran deres hus.
Det viste sig, at der havde været indbrud i deres hjem, og at gerningsmændene havde været rundt i flere af husets rum. For at komme indenfor havde gerningsmændene brudt et af stuens vinduer op, og indenfor i stuen var skufferne blevet rodet igennem. Fra en pung, der lå på køkkenbordet, var der taget 2.000 kroner samt et Dankort til Nordea. I badeværelset var der stjålet forskellige smykker.
Indbrudstyvene havde desuden stjålet en nøgle til en motorcykel af mærket BMW R 1150 GS med registreringsnummer AW12238. Motorcyklen, der stod parkeret i en tilstødende længe med indrettet garage og værksted, var ligeledes fjernet. Den er nu efterlyst.
Anmelder har haft en ATW til salg i Den Blå avis. Denne stod i en lade og var lukket inde blandt redskaber og en traktor. ATW’en var forsøgt kortsluttet, hvilket ikke lykkedes, og det er formentlig derfor, at den er blevet overhældt med savsmuld og dieselolie.  Såvel lade som værksted var uaflåst.
I rabatten foran ejendommen kunne man se hjulspor efter en varebil.

Skriv en kommentar