(Last Updated On: 15. januar 2021)

Opdatering: SuperBrugsen Store Heddinge oplyser på deres facebook-side, at butikken igen er åben, men at grøntafdelingen fortsat vil være lukket ned indtil videre.

Store Heddinge: Denne fredag formiddag bliver kunder, der gerne vil ind og handle i SuperBrugsen i Store Heddinge, mødt med en lukket indgangsdør og sedler med påskriften: ‘Lukket midlertidigt på grund af skadedyr. Beklager’.

Dørene er fredag formiddag lukket ind til SuperBrugsen i Store Heddinge, som har fået besøg af en lille mus. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Brugsuddeler Steen Bjerre Hansen oplyser til Stevnsbladet, at lukningen skyldes en lille mus, som en medarbejder her til formiddag fik øje på, da den pilede hen over et gulvområde i forretningen.

– Vi afventer nu besøg fra en skadedyrsbekæmper, der har en hund med, som skal lokalisere musen, så vi kan få den fjernet. Vi har også sendt bud efter et rengøringsfirma, som ligeledes er på vej. Når musen er fundet, skal rengøringsfirmaet desinficere butikken, inden vi kan åbne igen, forklarer brugsuddeleren, der håber på kort proces og en hurtig genåbning af dagligvarebutikken.

–  Forhåbentligt bliver musen hurtigt fundet, så vi allerede kan åbne igen i eftermiddag, siger Steen Bjerre Hansen.

SuperBrugsen er en del af COOP-kæden, hvor man fra centralt hold har en hotline, hvor kædens forretninger kan få hjælp til, hvordan besøg af skadedyr skal gribes an.

– Der er helt faste procedurer og klare retningslinjer for, hvordan vi skal håndtere det, så vi er helt trygge ved, hvordan det skal gribes an, slutter brugsuddeleren.
rmh

 

Skriv en kommentar