Stevns: Det radikale kommunalbestyrelsesmedlem Line Krogh Lay er netop blevet udpeget som medlem af det internationale udvalg i Kommunernes Landsforening, hvor hun hidtil har været suppleant.
– Det glæder jeg mig virkelig meget til. Dels fordi det er virkelig godt i tråd med mit arbejde med FN’s verdensmål, dels fordi jeg interesserer mig meget for EU og internationalt samarbejde i det hele taget. Det bliver spændende at få et nyt lag i mit politiske arbejde at komme lidt op i helikopteren med disse emner. Det er vigtigt – også for Stevns, siger Line Krogh Lay.
Det Internationale Udvalg i KL består af ni medlemmer, og den overordnede opgave er især, at de danske kommuners interesser varetages bedst muligt i EU, men også at skabe opmærksomhed om EU’s betydning for kommunerne.
(Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)