(Last Updated On: 3. december 2015)

Line kandidatLine Krogh Lay valgt som ny folketingskandidat i Faxekredsen

Radikale Venstre Faxe og Stevns har holdt opstillingsmøde for at vælge ny folketingskandidat til kredsen. Baggrunden var, at den hidtidige folketingskandidat Sean Littlewood havde valgt at trække sig.

Line Krogh Lay blev med stort flertal valgt som Radikale Venstres folketingskandidat i opstillingskredsen. I konkurrence med tre andre kandidater blev Line valgt allerede i første valgrunde.

Line Krogh Lay sidder i dag som gruppeformand for den radikale gruppe i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune og arbejder som lærer på en folkeskole i Køge Kommune.

Der var hård konkurrence om at blive opstillingskredsens folketingskandidat. Tre velkvalificerede aspiranter kæmpede om posten. Foruden Line Krogh Lay stillede Jeppe Trolle (medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse, byrådsmedlem i Roskilde og folketingskandidat i Greve-Solrød-kredsen) og Stinus Lindgreen (medlem af kommuneforeningen i Lyngby-Taarbæk) op til posten.

Formanden for Radikale Venstre Stevns Bjarne Hendrichsen, er yderst tilfreds med valget af Line og at valget faldt på en kandidat fra opstillingskredsens eget område:

”Vi havde tre meget velkvalificerede og seriøse kandidater at vælge imellem, og er meget tilfredse med at medlemmerne valgte Line Krogh Lay som opstillingskredsens folketingskandidat. Line udfører et særdeles kvalificeret politisk arbejde på baggrund af radikale grundværdier som gruppeformand i kommunalbestyrelsen i Stevns. Hun deltager desuden aktivt i det landsdækkende politiske arbejde, og det glæder mig, at hun har lyst til at engagere sig yderligere landspolitisk. Det glæder mig desuden, at medlemmerne valgte en kandidat, der bor i opstillingskredsen og dermed har et indgående kendskab til de forhold, der kendetegner denne del af Danmark”.

Skriv en kommentar