(Last Updated On: 11. november 2021)

Stevns: Når vælgerne går til valgurnen til den 16. november, vil det samtidig være muligt at donere sine brugte briller til Afrika. Lions klub Stevns har nemlig opstillet indsamlingsbokse ved valgstederne i Stevns Kommune

Lions samler briller ind til Afrika. (Foto: Fra Lions kampagneplakat)

– Vores brilleindsamlinger plejer at være populære, for eksempel indsamlede Lions klubberne ved sidste valg mere end 51.000 par briller. Når Lions deler briller ud, oplever vi stor glæde. Pludselig kan den synshæmmede se tydeligt igen. Specielt Afrika og Latinamerika er på modtagerlisten, siger klubbens præsident Thorkild Jensen, og han håber at kunne sætte en ny indsamlingsrekord i år.

Brillens rejse til nyt liv

Brillerne sendes til opmåling hos en af to produktionsskoler, hvor de opmåles, påsættes styrke, kontrolleres og pakkes i plastpose.

Skolens elever sorterer briller, renser og måler dem op. De markeres med styrke og pakkes i kasser med 50 briller af samme styrke. Er brillerne kassable, tages glas ud, ligesom stel sorteres i metaller og plastik, hvorefter det hele sendes til genbrug. Når de defekte briller er sorteret fra, ender man op med ca. 30.000 par briller årligt, der får et nyt liv ude i verden.

På modtagerstedet sørger professionelle øjenlæger eller trænede frivillige Lions/Leos for at screene de synshæmmede, så brillerne kommer til de rette brugere.

Syn er et Lions fokus

Kampen mod blindhed har altid været et kerneområde i Lions, som bl.a. har været med i udviklingen af den hvide blindestok, uddannelse af førerhunde, etablering af øjenbanker og -hospitaler i 3. verden lande, har foretaget mæslingevaccinationer (mod blindhed) m.m. Derfor er det også naturligt at syn og brilleindsamling er i fokus hos Lions klubberne i Danmark.

– Og der er brug for det: Hvert minut fødes der et nyt synshæmmet barn et eller andet sted i verden, slutter præsident Thorkild Jensen.

Skriv en kommentar