(Last Updated On: 29. december 2020)

Store Heddinge: Som en del af samfundet, har den lokale afdeling af Lionsklubben, Lions Stevns, også været påvirket af diverse regler om smittebeskyttelse, forsamlingsfrihed mm., hvilket har begrænset klubbens aktivitetsniveau betydeligt.

– Alligevel er det lykkedes for os, at uddele 32 julekurve til stevnsboere her før jul. Kurvene vækker som vanligt stor glæde blandt modtagerne, fortæller Viggo Nielsen fra Lions Stevns.

Klubben har ydermere doneret 20.000 kroner til Julemærkehjemmene, som i år har haft store vanskeligheder med at skaffe midler til deres store arbejde blandt børn, der har ondt i livet, mobbes o.a.

– Klubben blev i øvrigt ”lagt ned” i september af supersmitte med corona, trods overholdelse af hygiejneregler og afstandskrav. Smitten kom fra en person, der på smittetidspunktet endnu ikke udviste sygdom, og derfor nåede medlemmerne også at tage smitten med hjem til deres intetanende ægtefæller, siger Viggo Nielsen.

Efterfølgende begrænsninger i forsamlingsfriheden medførte, at mødeaktiviteten ophørte og indskrænkede sig til digital kommunikation. Og Lionsbutikken i Store Heddinge måtte lukke en måneds tid, til klubbens medlemmer var kommet sig.

– Butikken måtte dernæst gennemgå diverse smittebegrænsende foranstaltninger i overensstemmelse med nye regler, før vi kunne genåbne. Butikken har siden fungeret godt og med stor forståelse fra kundernes side, og vi har haft en ganske pæn omsætning, som vi takker for, siger Viggo Nielsen.

Ved en digital generalforsamling er Thorkild A. Jensen, Frøslev valgt til præsident for klubåret 20/21.

– Da de fleste af klubbens medlemmer er i ’risikoalderen’, ser vi frem til snarlige vaccinationer og til normalisering en gang i 2021, slutter Viggo Nielsen.

Skriv en kommentar