(Last Updated On: 3. januar 2020)

Stevns: Lørdagen før juleaften drog en del Lions-medlemmer ud til 38 familier på Stevns med julekurve indeholdende diverse fødevarer, godter og meget andet til at forsøde julen med.

– Der var stor glæde hos familierne, og mange udtrykte senere stor tak via SMS, mail og brev til Lions. Det er også en stor tilfredsstillelse for Lions at glæde medmennesker i Stevns Kommune, fortæller Viggo Nielsen fra Lions Stevns.

Uddelingen af julekurve finansieres med nogle af de penge, som Lions tjener ved deres salg i genbrugsbutikken i Algade. Også indtægter fra det årlige Veteranbilløb bliver anvendt.

Oplysningsmøde om øjensygdomme

Lions Stevns støtter også andre gode formål, såvel nationalt som internationalt. Blandt andet har synshandicap i mange år haft Lions bevågenhed over hele verden, og den lokale Stevns-afdeling donerede for et par år siden en hvid stok med GPS udstyr til en blind, ligesom Øjenforeningens oplysningsvirksomhed modtager støtte.

– Den 22. januar får vi besøg af to øjenlæger i Snurretoppen. De vil fortælle om synstruende øjensygdomme, forebyggelse og behandling såfremt disse opdages i tide. Specielt ældre over 50 år må være interesserede, oplyser Viggo Nielsen.

Arrangementet er fra kl. 16 til 18, og det er gratis for alle.

Skriv en kommentar