(Last Updated On: 29. december 2020)

Politiet: Formentlig ikke organiseret

Til alt held, røg der ikke gløder fra den vinkelsliber, der blev benyttet til tyveriet af AIK 65’s fyrværkeri, og dermed havde kunnet afstedkomme eksplosion. (Privatfoto)

Strøby Egede: Natten til tirsdag den 29. december gennemførte ukendte gerningsmænd et livsfarligt tyveri af fyrværkeri fra Strøby Idrætscenter.

Fyrværkeriet var sikret i aflåst container.

Skar hul med vinkelsliber

Fyrværkerityveriet blev gennemført fra mellem kl. 18:30 mandag den 28.12. til 7:30 tirsdag morgen den 29.12, fortæller sponsoransvarlig Dennis Birkelund Jensen til Stevnsbladet.

– Der er skåret et hul med en vinkelsliber, som er 24 cm bredt og 71 cm højt, oplyser han, og tilføjer, at det må være en spinkel person, som er krøbet gennem hullet.

– De har tømt alle kasserne for både batterier og raketter, og jeg skønner umiddelbart, at der er stjålet for langt over 100.000 kroner. Det er over 70 procent af vores varer der forsvandt, siger Dennis Birkelund Jensen med ærgrelse i stemmen, for efter et ringe juletræssalg, var det indtægten fra fyrværkeriet, der skulle glæde AIK 65’s mange børne- og ungdomsspilleres aktiviteter i 2021.

– Vi fik solgt noget de to første dage, men det batter ikke noget i forhold til det normale salg lige før nytår. Men nu sælger vi de sørgelige rester, og det er så det, slutter han.

Kontakt politiet vedmistanke om ulovlig salg

Det ganske farlige tyveri, begået med en spruttende vinkelsliber, der kunne have antændt den krudtfyldte container, er meldt til Midt- og Vestsjællands Politi, som besøgte gerningsstedet kl. 9 tirsdag morgen den 29. december.

– Vi har været og afsøgt området og lavet rapport, fortæller Martin Bjerregaard fra politiet, og tilføjer, at der også har været tilsvarende indbrud i containere i Holbæk og Kalundborg, men mener ikke, at noget tyder på at det er organiseret selv om det foregår i samme politikreds.

– Det er ikke usædvanligt på dette tidspunkt af året, at der foregår tyveri fra opbevaringssteder med fyrværkeri, siger Martin Bjerregaard, og påpeger det alvorlige i, at tyvene ikke opbevarer så store mængder af fyrværkeri med de sikkerhedsforanstaltninger, som loven kræver.

– Så hvis der er nogen, som opdager pludselige opslag om store mængder privat salg, så må de endelig kontakte politiet, siger han.

Andre klubber ekstra opmærksomme

En af Stevns andre store boldklubber, SB i Store Heddinge, har også salg af festfyrværkeri til nytårsaften.

– AIK 65 har venligt gjort os opmærksomt på tyveriet og vi passer godt på, fortæller SB’s formand, Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

– Vi har alarm på vores containere og boldbanens projektører tændt hele natten, og så er der vagttjeneste. Det er fordi vi tidligere har været udsat for tyveri, men nu er vi ekstra opmærksomme, siger Mikkel Hoffmann-Rasmussen.
sky

Skriv en kommentar