(Last Updated On: 25. oktober 2019)

Det er her ved baneoverskæringen på Rødvigvej udenfor Store Heddinge, at der for tit sker ’trailerhop’.
(Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Familien Christensen bor dejligt på Rødvigvej 16, hvor deres grund støder op til baneoverskæringen.

Deres fire heste græsser stille og roligt, med undtagelse af når der er løsgående trailere.

Farlige situationer

Fem gange har familien Christensen været udsat for, at bilister har ’tabt’ en trailer, som derefter farer af sted og ender med at ødelægge deres hegn.

Det skaber farlige situationer, dels for familiens heste, som kan slippe ud af det ødelagte hegn, og dels for andre bilister.

Derfor beder familien Christensen Stevnsbladet om at bringe en appel til de bilister, som f.eks. har besøgt genbrugspladsen, taget deres lette, tohjulede trailere af for bedre at kunne gå rundt med affald, om at sikre sig at traileren er fastgjort forsvarligt.

Det er hermed sagt videre

Problemet er, at flere tilsyneladende ikke kan sætte trailerne ordentlig fast igen, og når bil og trailer bumper over baneoverskæringen hopper traileren af.
– Folk skal tænke sig om, og tjekke at traileren sidder rigtigt fast, før der sker en ulykke, siger familien Christensen. Det er hermed sagt videre.

sky

 

Skriv en kommentar