(Last Updated On: 20. januar 2022)

Spændende program med bl.a. foredrag af Connie Hedegaard

Fritid: Endelig åbner aftenskolerne igen, og LOF Stevns tilbyder en aktiv start på året, lyder det fra skoleleder John Dalsgaard Jensen.

Aftenskolen åbnede igen mandag den 17. januar.

Oplevelsesture

John Dalsgaard Jensen forsikrer, at LOF er klar til at give borgerne i Stevns en god og aktiv start på det nye år.

– Vi ser frem til at tage imod nye deltagere såvel som til at byde gengangere velkommen tilbage i det gode fællesskab. Det vil ske med coronapas, god afstand, afspritning og trygge forhold, understreger han.

– Så nu kan du igen gå til yoga, korsang og sprog i aftenskolen. Mange har set frem til at begynde januar med fokus på aktiviteter, der holder os i gang fysisk og mentalt. Den slags nytårsforsæt blev dog udskudt af coronanedlukningen lige før jul. Men vi har brugt tiden på at sætte et flot program sammen med et stort udvalg af kurser, foredrag og oplevelsesture som bl.a. yoga retreat på Møn, oplyser LOF’s skoleleder.

– Det glæder os selvfølgelig meget. Flere af vores deltagere har fortalt os, at de har manglet deres træning, og at det virkelig kan mærkes i kroppen. Derudover er der mange, der har brug for fællesskaberne på vores hold. Vi glæder os til at slå dørene op for både tidligere og nye deltagere, siger skoleleder John Dalsgaard Jensen.

Nye aktiviteter

LOF har sat et flot program sammen, der holder os i gang både fysisk og mentalt. Du kan for eksempel gå til flere former for yoga og bevægelsesfag, sang og hensynstagene svømning eller sprog.

Sæsonen byder også på en spændende foredragsrække og på oplevelsesture Vi laver i foråret 2 gange ”Havn og Kyst”, med start i Rødvig og I Bøgeskoven havne. Alle hold og aktiviteter kan ses på hjemmesiden, hvor man kan tilmelde dig.

– LOF er optaget af at være en aftenskole for det hele menneske. Vi er det sted, hvor voksne kan fordybe sig, udvikle sig og lære nyt hele livet. Der er enormt vigtigt, at vi indimellem bruger tid på ting, vi gør, bare fordi vi har lyst til det, og fordi det er skønt at være en del af et fællesskab om en interesse. Især i denne periode, hvor vi stadig er lidt i underskud efter flere coronanedlukninger, siger skoleleder John Dalsgaard Jensen.

Spændende foredrag

En aftenskole har foruden de mange kurser, traditionen tro, også en del foredrag som bonus.

Et af disse er med fhv. minister og EU-kommissær Connie Hedegaard, der kommer og taler om ’tidens største udfordringer’. Det sker i samarbejde med Stevnsbibliotekerne, og skal nok blive et tilløbsstykke, som afholdes den 21. marts kl. 19 i Snurretoppen.

Fhv. minister og EU-kommissær holder foredrag den 21. marts for LOF Stevns og Stevns Bibliotekerne. (Pressefoto)

Både til arrangementet i Snurretoppen og for alle kurserne er der fokus på at overholde coronarestriktionerne, og John Dalsgaard Jensen garanterer derfor, at LOF fokuserer på god afstand, afspritning og god hygiejne.

– Det er vigtigt for os, at alle trygt kan deltage. Derfor fortsætter vi også med at køre enkelte fag online, ligesom vi har flere hold, der foregår udendørs. Vi har også stor forståelse for, at nogen har brug for særlige hensyn eller på at være med på deres egne vilkår. Det vigtigste er, at vi kommer i gang, og at vi passer på hinanden, slutter John Dalsgaard Jensen.

Man kan se alle aktiviteter og tilmelde sig på lof.dk/Stevns.
sky

 

Skriv en kommentar