(Last Updated On: 5. oktober 2021)

Lis Ahrenkiel har de seneste 50 sæsoner undervist i patchwork og broderi i LOF-Stevns.

Der var både blomster, vin og tale, da Lis Ahrenkiels (tv) 50 års jubilæum som underviser i LOF Stevns blev markeret. (Foto: Rikke Michael Hansen)
Store Heddinge: Mandag eftermiddag i sidste uge tog Lis Ahrenkiel hul på sin 51. sæson som underviser i patchwork og broderi i LOF-Stevns-regi.
Det sjældne jubilæum blev markeret med tale ved tidligere formand i LOF Stevns, Ole Green, der i dag sidder med i bestyrelsen som suppleant; gaver var der naturligvis også til jubilaren. Og inden mandagsholdet kunne påbegynde sæsonstarten, blev der spist kage til kaffen, og bordet rundt var der lykønskninger og pæne ord til den mangeårige underviser.
Ole Green takkede for den inspirerende undervisning og han bemærkede, at mange af Lis Ahrenkiels kursister er trofaste og at der på hendes hold er skabt gode fællesskaber og venskaber.
Flere af kursisterne på mandagsholdet har fulgt Lis Ahrenkiels kursus i mange år, heriblandt Ruth Garde, som har været med helt fra begyndelsen. Nogle kommer fra lokalområdet, mens andre kommer fra andre kommuner; én af kursisterne kører endda turen fra Gentofte hver mandag, og det har hun gjort siden 2009.
Hos Lis Ahrenkiel, der er uddannet på Den Danske Husflidshøjskole i Kerteminde, arbejder kursisterne selvstændigt og med kyndig vejledning med både patchwork og broderi, og de udformer, dekorerer og formgiver brugsting til hjemmet såsom tæpper, tøj og tilbehør.
– Lis er meget inspirerende i sin undervisning. Og hun er rigtig god til at komme med forslag og hjælpe os videre med vores egne idéer, fortæller en af kursisterne, Lisbeth Juncher, som på sin mobiltelefon viser et foto af sin seneste kreation, et meget flot patchwork-sengetæppe med broderi, som hun har brugt de seneste par år på at færdiggøre.
Udover de tre ugentlige hold hos LOF-Stevns, underviser Lis Ahrenkiel også på bl.a. Skals højskole, og hun uddanner desuden lærere i faget.
Lis Ahrenkiel er passioneret i sin undervisning. Hun følger med i udviklingen af håndarbejdsfaget og så skal der være kvalitet i håndarbejdet.
– Jeg gider ikke at lave påskekyllinger og julepynt. Det, der er værd at gøre, er værd at gøre godt, siger Lis Ahrenkiel, inden hun drikker den sidste tår kaffe og stiller koppen væk. For nu skal sæson nummer 51 igang og kursisterne glæder sig til at lave nye kreationer med patchwork og broderi.
rmh

Skriv en kommentar