(Last Updated On: 8. juni 2017)

Stevns: Saftige jordbær og tomater, sprøde gulerødder og æbler, nyhøstede kartofler og velduftende krydderurter, blot for at nævne nogle. Stevns Fødevarenetværk vil gerne introducere egnens mange lokalt producerede fødevarer til turisterne.

Derfor planlægger de at åbne en såkaldt pop-up butik i Store Heddinge sommeren over. Her kan turisterne – de lokale er naturligvis også meget velkomne – komme og købe lokalt producerede grøntsager, frugt med mere.

– Sommerhalvåret er jo den travle sæson for producenterne, så derfor søger netværket frivillige, der har nogle timer til overs, som de gerne vil bruge på at hjælpe til i butikken, siger turismekonsulent, Thor Nielsen, der hjælper fødevarenetværket her i opstartsfasen.

Han er desuden i gang med at undersøge mulighederne for udviklingen af en »Stevns-kasse«, en kasse fyldt med lokale råvarer, som sommerhuslejere kan bestille sammen med sommerhuset, og som vil stå klar til brug, når turisten ankommer. Bliver det en realitet, kan der også være arbejdsopgaver med pakning og levering af kasserne.

Har man lyst til at involvere sig i projektet – der endnu er i opstartsfasen – og har man forkærlighed for fødevarer og lokalområdet, kan Thor Nielsen kontaktes på telefon 21383801.
rmh

 

Skriv en kommentar