(Last Updated On: 21. juni 2022)

Ungdomsdagskolen takkede med en middag.

Lokale gav til Ungdomsskolens indsamling til ukrainske flygtninge og fik en middag som tak. (Privatfoto)

Solidaritet: Ungdomsdagskolen på Stevns udvikler, udover fagfaglige fag, også de unges personlige og sociale kompetencer, og som et led i den proces gennemførte skolens elever en indsamling til Ukraine.

Mad og information

Projektet startede med at Ungdomsdagskolens elever lavede flyers og plakater, som blev sat op og omdelt i Rødvig, og samtidig blev der i de faglige fag undervist i forholdene omkring Ukraine, fortæller Charlotte Olsen, som er daglig leder i Ungdomsskolen.

– Mange lokale bakkede flot om indsamlingen ved at donere de forskellige ting, som der er behov for. Der var bl.a. plaster, forbindsstoffer, madvarer, hundefoder og meget mere. Efter nogle måneders indsamling blev alt afleveret til ukrainske familier, og som tak for hjælpen blev de lokale inviteret til fyraftensmad. Som bonus fik de alt at vide om Ungdomsskolen, forklarer Charlotte Olsen.

Det var de unge selv, der serverede alt godt til ganen, og succesen var så stor, at skolen planlægger at lave det til et tilbagevendende arrangement en gang om året. Så hold øje med din postkasse, siger Charlotte Olsen.

Skriv en kommentar