(Last Updated On: 4. august 2022)

Dronefoto af Stevns Klint med vartegnet Stevns Fyr og en dramatisk himmel. (Foto: Stevns kommune)

Stevns Klint: Mange ønsker sig forståeligt nok luftfotos af verdensarven på Stevns, men for at passe på mennesker og dyr, er det ikke tilladt at flyve med drone i det fredede naturområde ved Stevn Klint.

Stevns kommune og verdensarvskontoret har derfor – med dispensation fra fredningsmyndigheden – lavet særligt kontrollerede droneoptagelser fra flotte steder ved klinten, som nu kan hentes ganske kvit og frit. Det oplyser Stevns kommune i en pressemeddelelse.

Pas på vandrefalkene

De seneste år har den beskyttede vandrefalk ynglet i verdensarvsområdet. Derfor er det særligt vigtigt at holde de farlige og forstyrrende droner væk fra vandrefalkene, som er en af verdens hurtigste fugle og fra stor højde kan styrtdykke med op til omkring 300 kilometer i timen.

– Vi skal sikre fred og ro for mennesker og dyr ved Stevns Klint – ikke mindst vandrefalken, som vi har en særlig forpligtelse til at passe på. Derfor håber jeg, at mange vil tage godt imod vores dronevideoer, som jeg synes er blevet rigtig flotte, siger Flemming Petersen (V), der er formand for udvalget for Plan, Miljø og Teknik.

Oplev seværdighederne fra luften

Højerup Gammel Kirke, Stevns Fyr og Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Det er blot nogle af de fantastiske perler ved verdensarven på Stevns, som man nu kan få dronevideo af.

Videoer og klip kan hentes i onlinearkivet: skyfish.com/p/stevns/2002472 og kan frit hentes, bruges og redigeres mod angivelse af Stevns kommune som kilde.

Projektet er gennemført efter dialog med Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening Stevns og videooptagelserne er lavet med en lille støjsvag drone. Under alle optagelser har en erfaren fugleobservatør til stede, som sørgede for, at dronen kun var i luften, når der ingen fugle var i nærheden.
rmh

Skriv en kommentar