(Last Updated On: 14. december 2018)

»Nu på Lucia-dag hilser vort vennelag«, sang skoleeleverne, og venskabet mellem børnene og de ældre beboere blev en realitet. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Seksten engle gik Lucia-optog for beboerne på plejecenter Stevnshøj i sidste uge.

Det var elever fra Store Heddinge Skoles 3.-4. klasser, og det er ikke første gang de besøger de ældre beboere.

Positivt generationsmøde

Igennem lang tid har skolen haft et samarbejde med Stevnshøj, fortæller inklusionsmedarbejder Dorte Jensen.

– Vores 4. klasser har læst eventyr højt for beboerne, og de har klippet og klistret julepynt med vores 5. klasses elever, siger hun, og tilføjer, at det skaber sociale kompetencer at gøre noget for andre.

Leder af plejecentret, Lena Svantemann, er enig og fremhæver, at det betyder meget for de ældre beboere.
– Og for børnene, tror jeg. Jeg kan se hvordan de helt voksent tager hensyn til vore ældre.

Lidt englesnak

Da de 16 engle kom syngende »Nu bæres lyset frem stolt på din krone«, så kom der glædestårer frem hos beboerne.

Ingen tænkte på Lucias grumme historie, alle havde kun øje for de velsyngende engle.

I de tre store religioner findes engle, men i buddhismen, er den otte-foldige vej et symbol på at finde sandheden, oplysningen.
På Stevnshøj kunne man gange otte-tallet med to, og de 16 engle lyste op på en grå decemberdag.

sky

 

Skriv en kommentar