(Last Updated On: 8. juni 2021)

STG-Vallø har taget initiativ til at starte et lokalt LykkeLiga-håndboldhold op og blive en del af det positive fællesskab for børn med udviklingshandicaps og deres familier.

Håndboldtræner i STG-Vallø, Gitte Jensen – her i LykkeLiga træningstrøjen – håber at kunne starte et lokalt LykkeLiga-hold op i Hårlev. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Hårlev: Måske har du også set programmerne på TV2 med Tobias, Magda, Jakob og alle de andre, som er en del af LykkeLiga og verdens lykkeligste landshold.

Hvis ikke, så kan det oplyses, at:

’LykkeLiga er et positivt nationalt fællesskab for børn med udviklingshandicaps og deres familier. Krumtappen er etablering og forening af lokale håndboldhold for børn mellem 5 og 16 år. Holdene danner ramme om en helt ny måde at skabe netværk for børn og familier på og udenfor banen’.

Sådan som det står beskrevet på lykkeliga.dk.

Holland i stedet for Italien

Gitte Jensen, der er håndboldtræner for U13-pigerne i STG-Vallø, har i hvert fald bemærket det positive fællesskab, som er blevet skabt med LykkeLiga. Faktisk synes hun så godt om det, at hun nu – sammen med næstformanden i STG-Vallø, Martin Plugge Kristensen – har taget initiativ til et starte et hold op i Hårlevhallen.

– Det kan altså noget, når en masse handicappede børn mødes og er fælles om en holdsport, siger Gitte Jensen, der – udover at være håndboldtræner gennem 10 år – i dag arbejder som handicapmedhjælper og tidligere har arbejdet med børn med særlige behov i Hotherskolens SFO.

Tidligere landsholdspiller og stifter af LykkeLiga, Rikke Nielsen sammen med nogle af spillerne på Aalborg Kids ved LykkeCup 2019. (Pressefoto: LykkeLiga)

Gitte Jensen har selv en datter med et fysisk handicap, Nadia, som blev født med et synshandicap og derfor var afskåret fra mange af de aktiviteter, som hendes klassekammerater på Hotherskolen kunne deltage i.

– Jeg kan da huske, at jeg bl.a. tænkte, ’nå, så skal min datter altså ikke gå til håndbold’. Når man får et barn med et handicap, så vil der jo være en masse ting, der ikke bliver, som man havde regnet med, siger Gitte Jensen.

Hun fortæller også, at de efter fødslen fik udleveret et stykke papir, hvorpå historien ’Rejsen til Holland’ stod skrevet. En historie, som hun har gemt og læst mange gange siden.

’Rejsen til Holland’ er skrevet af den amerikanske forfatter Emily Perl Kingsley, som i 1974 fik en søn med downs syndrom. Historien er hendes beskrivelse af, hvordan det føles at få et handicappet barn, og ganske kort genbeskrevet, så fortæller den, at: Når man venter barn, er det som at planlægge en drømmerejse til Italien. Men når flyet lander, er man istedet kommet til Holland, et anderledes sted med et andet tempo, et andet sprog og nogle anderledes mennesker. Og at det handler om at opdage og lære at værdsætte alle de mange vidunderlige og specielle ting, der er ved Holland.

I dag er Gitte Jensens ældste datter Nadia blevet 27 år. Nadia gik ikke til håndbold som barn, men til svømning, og så sang hun i mange år i kor i Hårlev Kirke og i Køge Kirke. Hun har den smukkeste sangstemme, har bl.a. indspillet en sang i Los Angeles og studerer i dag musik på Anglia Ruskin University i Cambridge, England. Men det er en helt anden historie.

Struktur, motion og fællesskab

Så tilbage til opstarten af et LykkeLiga-hold i STG-Vallø, hvor man i de seneste år har oplevet stor fremgang på håndboldsiden og idag har et Trille Trolle hold for de 3-5-årige samt U7, U9, U11, U13, U15, U17, (U19) og seniorhold, for de fleste årganges vedkommende både et drenge- og et pigehold. Og forhåbentligt altså også snart et LykkeLiga-hold med en ugentlig træningsdag.

– Der vil være færre regler for selve spillet, for det handler om at skabe succesoplevelser for børnene. Til gengæld vil træningen være meget struktureret og med stor genkendelighed fra gang til gang. Træningen starter altid med, at vi siger goddag til hinanden og synger LykkeLiga-sangen, efterfulgt af opvarmning og boldspil. Og forældrene må gerne være med, både på banen og ved sidelinjen, forklarer Gitte Jensen, der bliver holdets træner, mens Martin Plugge Kristensen får det økonomiske ansvar mht. til at søge om opstartsmidler hos Stevns Kommune, sponsorater mm.

– Vi skal også ud og spille kampe mod andre LykkeLiga-hold, og hvert år i september er der LykkeLiga Cup med overnatning, diskotek, svømmehal osv., så den oplevelse får de også med. Og så er der motionen, at få trænet musklerne og lavet krydsbevægelser, alt sammen er det godt for indlæringen, og så giver det energi og glæde, understreger Gitte Jensen.

Vil man gerne høre mere om holdet, er man velkommen til at kontakte Gitte Jensen på e-mail Lundevej18@vip.cybercity.dk eller telefon 60849148.

Fra LykkeCup 2019, som bl.a. andet bød på koncert med Wafande og stor gallafest – og selvfølgelig en masse håndboldkampe. (Pressefoto: LykkeLiga)

Gitte Jensen håber, at interessen er stor nok til at starte et hold op på Stevns, og viser det sig at holde stik, så indledes det hele med et opstartsmøde i Hårlevhallerne, hvor tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen kommer og sætter det hele godt i gang.

STG-Vallø har udover håndbold også en fitnessafdeling, for øvrigt udstyret med spritnye maskiner og udstyr, samt løbe-, volley- og bokseklub, alt sammen med base i Hårlevhallerne.
rmh

Historien om LykkeLiga

Tidligere landsholdsspiller på det danske kvindehåndboldlandshold, Rikke Nielsen manglede et håndboldhold til datteren Magda, som har downs syndrom. Det fandtes ikke, og derfor startede Rikke Nielsen i august 2016 selv et hold i sin hjemby. Efter få uger spillede 40 udviklingshandicappede børn håndbold i Gistrup lidt uden for Aalborg.

Med den store interesse var det oplagt at sprede succesen fra Aalborg til resten af landet. Rikke Nielsen lancerede LykkeLiga og samtidig etableredes “Den selvejende institution LykkeLiga” – med bl.a. Rikke Nielsen i bestyrelsen.

Derfra gik det stærkt. Forældre og ildsjæle fra hele landet tog kontakt og ville starte hold. Samtidig voksede LykkeLiga som historie og brand.

LykkeLiga har for længst indfriet de mål, som stod beskrevet i fondsansøgningerne.

  • Der er omkring 1200 spillere på 70 hold fra hele Danmark.
  • Succesen skyldes primært et kæmpearbejde fra 300 frivillige trænere.
  • Der er bl.a. også etableret hold på Færøerne og på Grønland.
  • LykkeLiga har ydermere oplevet interesse fra lande som Sydkorea, Tyskland, Kroatien og Norge.

Kilde: LykkeLiga.dk

Skriv en kommentar