(Last Updated On: 31. oktober 2019)

Kendt stevnsbo fejrer 30 års korjubilæum

Jubilaren Per Maimann. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Jubilæum: Per Maimann har i årevis været et kendt ansigt, og stemme, for mange stevnsboere.

Han har virket som kirke- og korsanger i over 30 år, og det markeres ved et arrangement fredag den 1. november kl. 16 i konfirmandstuen i Magleby Præstegård.

Per Maimann er født i Hellested, som nummer tre ud af fem søskende, og voksede op med en mor som var enke.

Derfor startede arbejdslivet for Per Maimann, da han var 10 år.

Et liv i musik

Den folkekære kirkesanger har fyldt mange kirkerum ud med sang, bl.a. Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge, Magleby Kirke og Holtug Kirke, samt masser af kirker uden for halvøen Stevns.

Per Maimann har også haft plads i adskillige kor som bl.a. tæller Mandskoret, Tryggevældekoret og Sommerkoret.

Der er musik i tenoren Per Maimanns hjem, idet han er gift med organist, korleder og dirigent Birte Rasmussen, og det gennemmusikalske ægtepar har bidraget med deres fælles passion til mange arrangementer på Stevns.

Socialt engagement

Per Maimann har heller aldrig været bange for at træde ud af kirkedøren, som bl.a. ved et fem års fødselsdagsarrangement for det sociale værested Café Stevnen i 2017, hvor både han og Birte Rasmussen optrådte med stevnske sange.

Og den tidligere garderhusar kender sin sangskat, og han har bl.a. studeret kirkemusik ved Løgumkloster, så det er velvalgt at jubilæumsgæsterne bl.a. vil synge Johann Crügers salme „Dybt hælder året i sin gang” fra 1653.

Musikalske venner

Men den 1. november kl. 16 er det payback-time og Per Maimanns tur til at blive underholdt og hædret.

De musikalske gaver til jubilaren er bl.a. arrangeret af vennen og den landskendte dirigent Frans Rasmussen, så november måneds første dag bliver i den grad en M-dag.

M for musik og for Maimann.
sky

Skriv en kommentar