(Last Updated On: 21. april 2022)

Men det får ikke betydning for afholdelsen af gudstjenester, siger menighedsrådsformand.

Det er kun kirketårnet der er omfattet af reparationsarbejdet. Alle normale kirkehandlinger fortsætter.
(Foto: Klaus Slavensky)
Kirkeliv: Da stormen Malik hærgede Danmark i slutningen af januar i år, gik det hårdt ud over tårnet på Magleby Kirke.
Men nu er der rejst stillads og arbejdet påbegyndes i næste uge.

Konfirmationer gennemføres

Det ser drabeligt ud, og det er også en slem stormskade, som nu skal udbedres på den romanske kirke, der blev opført i kridtstenskvadre i første halvdel af 1500-tallet.
– Det har taget fire uger at få stillads op, og vi forventer at håndværkerne går i gang i uge 17, og at det hele er tilendebragt i slutningen af juni, fortæller formand for menighedsrådet Vibeke Morthorst.
Hun understreger, at det ikke har nogen betydning for gudstjenester.
– Alt gennemføres som planlagt, også konfirmationerne i april og maj, oplyser hun.

Ikke første gang

I middelalderen fandtes de to typer af teglsten, man i dag kalder bæverhaler og munke-nonner, og stormen Malik fik godt fat i bæverhalerne.
Der røg også et tagvindue og inddækningen er slået skævt. Men det er en forsikringssag, og hvis der bliver komplikationer, så har menighedsrådet Tryggevælde Provsti i ryggen.
Det er ikke første gang at kirketårnet er udsat. Tårnet styrtede sammen i 1584, men blev genopført i 1592. Tårnet har et højt firsidet spir, der i 1854 blev ramt af et lyn og brændte, men blev genopført i 1855.
sky

Skriv en kommentar