(Last Updated On: 8. juni 2021)

Det mener planteskoleejerne Hilmer og Lis Jensen, der stadig tager produktionsgartnere i lære – som et af kun få steder i Danmark.

Fra venstre ses Helle, Hilmer og Ivy foran et smukt og foranderligt kunstværk i form af en 25 år gammel parasollærk. Hilmer står med en relativt ny parasollærk i potte. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Endeslev: Lidt tilbagetrukket fra Hårlevvejen mellem Endeslev og Hårlev ligger ’Hillis Planteskole’, en af de få produktionsplanteskoler, der er tilbage i Danmark og som stadig uddanner elever.

Planteskolen, der kun sælger sine planter engros og altså ikke til private, er ejet af ægteparret Lis og Hilmer Jensen. De er begge uddannede planteskolegartnere og åbnede i 1987 Hillis Planteskole. Her har ægteparret trods skiftende konjukturer og stigende konkurrence fra udlandet holdt ved lige siden.

– Vi købte stedet, som dengang var en landbrugsejendom med fire hektar jord til, for at åbne planteskole. At drive produktionsplanteskole i Danmark er ikke noget, man blive rig af, og vi lægger mange timer her, fortæller Hilmer Jensen.

Parrets vedholdenhed skyldes naturligvis passionen for planter og for faget som produktionsgartner; og Hillis Planteskole er et af de få steder i landet, som stadig tager elever ind og uddanner produktionsgartnere.

– Der er vist kun to eller tre steder tilbage i Danmark, hvor man kan komme i lære som produktionsgartner. Jeg er selv glad for, at jeg engang kom i lære, og jeg synes, at man skylder at give videre, konstaterer Hilmer Jensen, mens han sammen med to af sine ansatte – Ivy Beltrano, nyudlært elev fra stedet og Helle Poulsen, ny elev ansat i november 2020 – viser rundt på bedriften.

Specialet er podning

Ivy Beltrano sluttede for øvrigt sin elevtid med et flot tolv-tal ved den afsluttende eksamen, hvor hun havde skrevet hovedopgave om Hortensiaen. Hun er nu blevet fastansat hos Hillis Planteskole, som udover Lis og Hilmar tæller fem ansatte, hvoraf to er elever, samt én person i jobtræning.

Den nyudlærte produktionsgartner, Ivy Beltrano i et af væksthusene, en plastoverdækket tunnel, hvor der er særligt lunt og fugtigt og hvor de nye kirsebærlaurbærplanter trives og gror godt.

Ligesom deres læremestre, så brænder Ivy Beltrano og Helle Poulsen også for deres fag, hvilket bliver tydeligt, da snakken kommer ind på podning. Podning af stedsegrønt er et speciale hos Hillis Planteskole, og det er et håndværk, som tydeligvis er givet videre til Ivy og Helle, der sagligt og med stor entusiasme forklarer om de forskellige typer af podning, hvilke teknikker man bruger, hvilke planter der egner sig til podning osv. En viden, der kunne risikere at går tabt, hvis ikke den bliver givet videre fra mester til elev.

Kirsebærlaurbæren hitter lige nu

Produktionen på Hillis Planteskole består fortrinsvis af stedsegrønne planter til have og anlæg. Desuden er her et mindre sortiment i blomstrende buske og allétræer samt frugttræer og -buske. Sortimentet indeholder desuden enkelte stauder, slyngplanter og bunddækkende planter.

Her er planter så langt øjet rækker, i mange forskellige højder og grønne nuancer. Nogle står på friland, andre er i drivhuse.

Også inden for planter er der skiftende mode:

– I øjeblikket er for eksempel kirsebærlaurbæren vældig populær og den har de seneste år erstattet liguster og bøg. Vi sælger rigtig mange laurbær til nybyggeri, konstaterer Hilmer Jensen.

Modsat findes der også klassikere, for eksempel går lavendler og potentillabuske tilsyneladende aldrig af mode.

Produktionsplanteskolen mærker også de skiftende tendenser i tiden, med snakken om manglende næring i naturen for sommerfugle og bier, vild med vilje haver og biodiversitet, der alt sammen påvirker efterspørgslen efter specifikke typer af planter.

Produktionsgartnerelev Helle Poulsen står her med en kirsebærlaurbær fra i år og en fra sidste år.

Og så er branchen også påvirket af byggebranchen, med et års forsinkelse.

– Når der er travlhed i byggebranchen, så mærker vi det året efter, hvor haverne skal anlægges, forklarer Hilmer Jensen.

Kunderne kommer fra hele landet, omend de fortrinvis er fra Sjælland. Desuden er der salg til enkelte større kunder i Sverige, som aftager 20 procent af produktionen

Ændrede indkøbsmønstre og stigende udenlandsk konkurrence

Ligesom det gælder for flere andre brancher, så handler folk også planter på en anden måde i dag, end man gjorde tidligere.

De traditionelle bagerforretninger med eget bageri oplever stor konkurrence fra supermarkeder og tankstationers bake-off koncepter.

Slagteren er også forlængst rykket ind, som en underafdeling i supermarkederne, og tilsvarende er tendensen indenfor salg af planter.

– Planteskoler og havecentrene bliver idag presset af supermarkederne og af nettet, hvor der sælges rigtig mange planter, som typisk er købt til en lav pris og kommer fra lande som Tyskland, Holland, Belgien og Polen, forklarer Hilmer Jensen, der sammen med sin hustru Lis Jensen er blandt de få, som holder ved og stadig har en dansk produktionsplanteskole, hvor de giver deres viden videre til kommende produktionsgartnere.
rmh

Skriv en kommentar