(Last Updated On: 30. marts 2015)

Politiskilt-SPOTSTORE HEDDINGE: Fire kampklædte politibetjente udstyret med veste, hjelme og maskinpistoler standsede onsdag formiddag en varevogn på Bjælkerupvej, hvorefter de anholdt bilens mandlige fører. Det har øjenvidner oplyst til TVØst.

Varevognen stammede ifølge øjenvidnerne fra et kontorforsyningsfirma. Føreren blev tvunget ud af vognen og ned på jorden, hvor en politimand trykkede ham ned mod vejen. Senere fik den anholdte mand hvidt overtrækstøj på og blev kørt fra stedet.

Hverken Midt- og Vestsjællands politi eller Københavns Politi, som foretog anholdelsen, ønsker at kommentere episoden på Bjælkerupvej.

Samme dag kunne man på Ekstrabladets hjemmeside læse om anholdelsen af tre mænd i en sag vedrørende attentatplaner mod forsvarsminister Nicolai Wammen. Hidtil har kun to af anholdelserne været beskrevet. De fandt sted i Ishøj og Taastrup på Københavns Vestegn. Men en tredje mand blev imidlertid pågrebet under samme aktion. Den sigtedes advokat, Bjørn Elmquist, oplyser til Ekstra Bladet, at det skete den 25. marts ved 10-tiden om formiddagen et sted på Sjælland.

Videre står der, at anholdelsen fandt sted på en landevej, hvor politikøretøjer med kampklædte betjente ankom og sigtede en mand med somalisk baggrund i 20’erne. Han blev anholdt og iført såkaldt dna-dragt.

I en pressemeddelelse om onsdagens aktion, hvor der blev ransaget på fem adresser, har ledende politiinspektør fra Københavns Politi, Jørgen Skov, udtalt:

”Vi har ved de gennemførte ransagninger og afhøringerne af de anholdte ikke fundet grundlag for at fremstille nogen i grundlovsforhør, og vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os nærmere om de oplysninger, der førte til, at vi aktionerede. Generelt kan jeg dog sige, at vi jo opererer i et skærpet trusselsbillede, og at det derfor er vigtigt, at politiet udviser rettidig omhu og handler hurtigt, når vi modtager oplysninger, der kan give anledning til bekymring”.

Manden blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger fremstillet i dommervagten torsdag og derpå løsladt. Han er fortsat sigtet i sagen.

Skriv en kommentar