(Last Updated On: 19. juli 2019)

Dette er kun en del af fødselarens HF Butik, som burde være en del af Stevns oplevelsesøkonomiske attraktioner.
(Foto: Klaus Slavensky
)

Rund fødselsdag: “Jeg har altid har lyst til at have en blandet landhandel”, siger kommunalbestyrelsesmedlem og ejer af HF Butikken i Hårlev, Jørgen Larsen, som den 31. juli runder 60 år.
Hans liv ligner også en ’blandet landhandel’, og det har givet ham en positiv livserfaring, som han bruger i både arbejdslivet og i det politiske arbejde.

Venlig og inspirerende

Men også i omgangen med kunder, i foreningslivet og som domsmand, for Jørgen Larsen er en venlig mand, hvilket bekræftes af Stevns tidligere borgmester.

– Jørgen er meget inspirerende at arbejde sammen med, siger Mogens Haugaard om sin partifælle i Nyt Stevns.

– Han har et godt humør og er meget rar og social. Vi har et godt fællesskab, og jeg nyder hans selskab. Politisk har han stor indsigt og økonomisk ansvarlighed, og når han arbejder i kulissen er han sprængfyldt med gode idéer, lyder skudsmålet fra Mogens Haugaard.

Selv politiske modstandere er glade for Jørgen Larsen.

– Jørgen er for mig en meget lyttende og nærværende kollega; vil gerne det politiske arbejde på sin egen ydmyge måde, lyder lykønskningen fra udvalgskollega Helen Sørensen (S).

– Jørgen er godt selskab på vores udvalgsmøder. Han er aktivt lyttende til andres synspunkter og er altid klar til en konstruktiv debat, siger Flemming Petersen (V).

Støtter de små landsbyer

Det politiske kom sent ind i Jørgen Larsens liv, men da han i 2017 stillede op for Nyt Stevns, blev han straks valgt ind i kommunalbestyrelsen på Stevns, hvor han er næstformand i Plan, Miljø og Teknikudvalget.

– Der er flere partier som har opfordret mig gennem årerne, men da der blev iværksat en hetz mod Mogens Haugaard, mens han var borgmester, så tog jeg stilling. Man skal ikke gå efter manden, men sagen, lyder begrundelsen for at blive politiker.

– Det er spændende, selv om der kan være meget fnidder. Men jeg er glad for det, og stiller gerne op igen. Der skal gøres mere for Hårlev og de små landsbyer, f.eks. mangler der cykelsti til Endeslev, og kommunen bør øge støtten til forsamlingshusene, det er vigtigt for udviklingen, og så skal sportsforeningerne tilgodeses, lyder det fra Jørgen Larsen.

Vågner med hønsene

Han har selv en fortid som fodboldtræner for BK Vallø, og har stadig et netværk af tidligere spillere, som han møder i bl.a. Hårlev Antenneforening, der ligesom bestyrelsesposten i Lund Havn, er noget af det, som Jørgen Larsen bruger fritiden til, når ikke børn og børnebørn skal tilgodeses.

For fødselaren er så aktiv en mand, at hans kone siger, at når de har guldbryllup, så er det i realiteten kun sølvbryllup i forhold til den tid, som de har tilbragt sammen.

Da fødselsdagsinterviewet skulle aftales kunne han først være klar kl. 8, da han lige først skulle på Grønttorvet i Høje-Taastrup ved fem-tiden.

“Så du ser aldrig tv-nyheder om aftenen, for dér sover du?”, spørger Deres udsendte.

– Nej, for dér er jeg ude hos bierne, griner han som svar.

Biavl som passion

For biavl er en anden passion, som startede for seks år siden med et bikursus, og nu har han 14 bistader og producerede i år 280 kilo.

– Før var jeg den første som sad med en fluesmækker og var bange for at blive stukket, men nu er jeg stukket af bi-interesse, og synes det er godt at Stevns er en bivenlig kommune, fortæller Jørgen Larsen, som både sælger høns, fugle og hamstre, og naturligvis dyrefoder, hunde- og katteudstyr fra sin butik.

Startede som ni-årig

Jørgen Larsen er født i Køge, og flyttede til Hårlev i 1980, hvor han har boet lige siden.

Han er selfmade, og har prøvet kræfter med alt fra købmandshandel, udkørsel af gas, og begyndte arbejdslivet som ni-årig på et hønseri i Himlingøje, hvor han pakkede æg fra 10.000 høns.

Hans åbenlyse handelstalent startede i skolen, hvor han både var elevrådsformand og drev en lille købmandshandel med slik og sodavand.

Og i 1985 åbnede han HF Butikken, samtidig med at han blev far til det første af sine to børn.

En turistattraktion

I starten af 1985 var det mest varer til de små landbrug, som i dag er væk, og i dag er den store butik fyldt af alt fra haveartikler, arbejdstøj, rideudstyr, planter til bitilbehør og egen honning.

Han fortæller, at der kan være op til 50.000 bier i en gammeldags bistade, men han ved ikke hvor mange forskellige slags varer han har i butikken, men mon ikke det er tæt på antallet af bier.

HF Butikken burde indgå i turistbrochurer som attraktion, for her kan man gå på oplevelse, og den lever i høj grad op til begrebet “blandet landhandel”.

Hurra-reception 31. juli

Når Jørgen Larsen holder 60 års reception onsdag den 31. juli mellem kl. 11-15, og serverer pølser og lagkage, så kan man selv forvisse sig om mangfoldigheden.

Den er også en del af Jørgen Larsens mentalitet, for der er ingen grænser for opgaverne. Alt kan lade sig gøre. Vil nogen have en gruekedel eller en le, så skaffer Jørgen det.

Og vil nogen giftes, så er han også parat, idet han netop har haft premiere som kommunal giftefoged ved de berømmelige bryllupper ved Gl. Højerup Kirkeruin.

Han glæder sig over at disse festlige begivenheder trækker turister til Stevns, men på juli måneds sidste dag er festen til ære for ham selv.

sky

Det passer fint at fotografere Jørgen Larsen på grøn baggrund, da hans butik er bygget op på varer til hus, have og landbrug.
(Foto: Klaus Slavensky)

 

Skriv en kommentar