(Last Updated On: 4. januar 2022)

Se billederne fra en motionsrig start på det nye år: Nytårsmarch i Bøgeskoven, arrangeret af Hjerteforeningen Stevns. (Fotos: Per Christensen)

Bøgeskoven: På årets første dag bød Hjerteforeningen Stevns på en frisk gåtur ind i det nye år. Efter sidste års aflysning som følge af corona tog mange mennesker imod tilbuddet og fik mulighed for at vandre ind i det nye år gennem Gjorslev Bøgeskov. I alt 592 mennesker mødte op ved start og fik udleveret den lille bingoplade af arrangørerne.

Turen var på 4,7 kilometer, som blev gennemført i vindstille vejr og let støvregn. Det er, hvad Hjerteforeningen selv kalder optimale forhold.

75 af deltagerne fik pladen fuld og modtog derfor en sponsorpræmie, da de vendte tilbage fra vandreturen. Men der var både varm kakao, mandariner, bananer og pebernødder til alle. Til børnene var der balloner.

Flere af deltagerne gav udtryk for, at det var et godt arrangement, som de håbede, ville blive afholdt igen til næste år. Selv om dele af parkeringsarealet var lidt smattet, så var der ikke problemer med at få bilerne væk.

En gammel tradition med mere end 40 år i bagagen fik på den måde nyt liv.
hfi

Skriv en kommentar