(Last Updated On: 7. december 2021)

Det nye madsted Stevnsgaarde, som helst bruger lokale råvarer, fik en velbesøgt åbningsdag. Mere end 300 kiggede indenfor i butikken i Algade.

Isabel, Danny og Jeanette dagen før åbningen af Stevnsgaarde-butikken i Algade. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Lørdag åbnede et nyt familieforetagende: Stevnsgaarde i Algade 29. Her kan man dels finde takeaway, både til frokost og aftensmad, og desuden – via den tilhørende hjemmeside: stevnsgaarde.dk – kan man bestille smørrebrød og måltidskasser til afhentning.

Bag den nye madbutik og -hjemmeside finder man ægteparret, Danny Jensen og Isabel Vallvé, som i 2018 flyttede til Frøslev. Desuden er Dannys søster: Nadja Salha med på sidelinjen. Med sin marketingbaggrund sørger Nadja for den kreative del, mens ægteparret har ansvaret for den daglige drift af såvel køkken, forretning og e-shop. I butikken får de hjælp af naboen Jeanette.

Vilde med de stevnske råvarer

Danny og Isabel har boet i forskellige lande og har begge snuset til flere forskellige brancher. Men fælles for dem er , at de har arbejdet i kokkefaget i en længere årrække. Faktisk var det der, de mødtes, dengang de begge arbejdede i køkkenet på d’Angleterre. Siden har de lavet andre ting, men i sommer fik de idéen til Stevnsgaarde.

– Vi er vilde med råvarerne her på Stevns, de er underkendte, lyder det begejstret fra Danny, dagen før den store åbning. Han og Isabel er også begejstrede for den varme velkomst, de har fået af stevnsboerne og for den opbakning de har oplevet i forbindelse med opstarten af Stevnsgaarde.

Navnet Stevnsgaarde er helt bevidst, for ambitionen er, at råvarerne – så vidt det er muligt – skal komme fra lokalområdet, og indtil videre er der indgået leverandøraftaler med bl.a. Engvang Frugt, Klippingegård og Grønninggård Planteolie. Der har også været god dialog med to lokale kvægavlere: Haugaard Hereford i Lund og Barup Higland Cattle, som dog først vil være leveringsdygtige i det nye år. Fra Stevns Andelsbryggeri leveres øllet.

Her et fad med smagsprøver på smørrebrødet.

Månedens Stevnsbo

Parret har planer om at udnævne ’Månedens Stevnsbo’, som i glas og ramme får æresplads på væggen i butikken i Algade. Og første ’Månedens Stevnsbo’ er allerede udnævnt.

– Det er Leif den Lykkelige. Han har været utrolig venlig imod os. Han er en god mand og har været meget behjælpelig. Han elsker Stevns og dedikerer meget af sin tid på at hjælpe sine medmennesker. Stevns ville være et fattigere sted uden ham, begrunder Danny.

Åben alle ugens 7 dage

Til en begyndelse vil butikken have åbent ugens syv dage, i hverdagene fra kl. 5.30-10 – så håndværkerne kan købe frokosten på vej til arbejde – og så igen fra kl. 12-19. Lørdag og søndag vil der være åbent mellem kl. 10 og 18. Åbningsdage og -tider vil blive justeret ift. behov.

– Vi vil gerne lave mad, som vor mormor gjorde det, mad af god kvalitet, på de råvarer som vi kan få, og som smager bedre og koster lidt mere. Det er også bedre for CO2-udslippet, når man bruger lokale råvarer, og så vil vi gerne gøre det så nemt for kunderne som muligt, forklarer Danny.

Nemheden handler f.eks. om, at kartoflerne er færdigskrællede og at sovsen er lavet – men kødet skal man selv tilberede, for det bliver kedeligt af at blive genopvarmet, forklarer Danny videre, og så lover han, at sandwich og salater vil være med godt med fyld i og med knap så meget brød, der for øvrigt vil være hjemmebagt.

Lørdag var første åbningsdag for Stevnsgaarde, og modtagelsen har været overvældende. Ifølge Danny og Isabel kiggede mere end 300 indenfor til smagsprøver og en snak.
rmh

Skriv en kommentar