(Last Updated On: 25. september 2019)

Maria (tv) og Dania er med til at organisere den årlige markedsdag på Store Heddinge Skole.
(Foto: Klaus Slavensky)

 

Skoleliv: Store Heddinge Skole er ikke kun byens skole, men byens åbne skole, og det kan opleves fredag den 27. september mellem kl. 15-17:30.
Her vil skolens elever og personale holde markedsdag.

Tema: Det gør mig glad

Det er en mangeårig tradition, som blev genoplivet i 2017, og sidste år var temaet middelaldermarked.
Lige nu er eleverne i fuld gang med at gøre den kommende fredag til en hyggelig dag.
– Der vil være boder med kager, mad og drikke, og en scene med modeshow, dans og sang, fortæller en af markedsdagens organisatorer, Dania Albunni på 15 år fra 9 B.
Hun bliver suppleret af sin jævnaldrende klassekammerat Maria Hansen:
– Teamet er “Det gør mig glad”, og vi glæder os til at vise skolen frem så alle kan se, at vi kan noget på Stevns, siger Maria Hansen.
Begge piger fortæller, at der også vil være et lykkehjul med sponsorgaver fra Store Heddinges forretninger.

Plakater overalt i byen

Og så suser Maria og Dania ud i Store Heddinge for at hænge plakater op om markedsdagen, så der er rigtigt mange, som på fredag finder vej til skolen på Kronhøjvej 4 i Store Heddinge, mellem kl. 15-17:30.

sky

Skriv en kommentar