(Last Updated On: 31. maj 2022)

Vælg mellem kunstudstilling, teaterforestilling, motionsløb og historiske rundvisninger

Fra en tidligere fællesudstilling i hestestalden. (Pressefoto)

Bøgeskoven: Gjorslev Gods og Åbne Atelierdøre Stevns – Faxe tilbyder en kulturrig og aktiv weekend i Pinsen den 3. til 5. juni på godset.

Der er noget for næsten enhver lyst og enhver alder, med mange forskellige oplevelser og aktiviteter i de smukke historiske rammer.

Fællesudstilling i staldene

Åbne Atelierdøre er tilbage med deres årlige fællesudstilling i Gjorslevs hestestald, hvor man kan få en forsmag på de kunstnere, der deltager i årets Åbne Atelierdøre den 27. og 28. august i Stevns og Faxe.

Fællesudstillingen er gratis og alle er velkomne, også til ferniseringen der afholdes fredag den 3. juni kl. 17-20. Udstillingen holder åben lørdag den 4. og søndag den 5. juni fra kl. 10 – 16 begge dage.

Teater i Rosensalen

Fredag den 3. juni og lørdag den 4. juni opføres teaterforestillingen “Kai Normann og Krigen” i Rosensalen på Gjorslev.

Dørene åbnes kl. 19.00, hvor der serveres et glas bobler. Teaterforestillingen begynder kl. 20.00 og varer ca. 1 time.

Ser mere og køb billetter på https://gjorslev.billetexpressen.dk.

Premiere på Gjorslev Gods Løbet

Lørdag afholdes desuden Gjorslevløbet 2022, hvor man både kan gå eller løbe forskellige distancer, alt efter evne og ambition.

Løbet foregår i Gjorslevs skønne skov på de afmærkede skovveje. Løbet er gratis at deltage i for børn op til 12 år, mens det koster 100 kr. for voksne. Løbet kræver tilmelding.

Rundvisninger

Både lørdag og søndag er der rundvisninger på Gjorslev Gods, hvor man kan opleve det helt unikke middelaldergods indefra og få lidt af godsets rige historie fortalt.

Der vil være to forskellige temaer at vælge imellem. Begge dage forgår det kl. 11, 13 og 15, og koster 75 kr for børn og 120 kr. for voksne.

Hele weekenden er Gjorslevs slotspark åben, og der er gratis adgang, hvor alle er velkomne til at gå sig en tur og nyde godset fra parksiden eller slå sig ned og nyde den købte mad eller egen picnickurv, alt efter lyst og ønske. Det kan være en god idé at medbringe et tæppe at sidde på.

Lørdag vil det være muligt at købe mad, kage og drikke i borggården, hvor Jens Hansen fra Mad & Ro står for herlighederne fra kl. 10-16.

Skriv en kommentar