(Last Updated On: 27. juli 2020)

Otte lokale virksomheder, der arbejder med turisme, får styrket deres digitale synlighed igennem et projektforløb med Stevns Erhvervsråd. Projektets formål er at udvikle nye hjemmesider til aktørerne, nyt fotomateriale og en skærpet markedsføringsstrategi.

B&B-indehaver Per Strøm og seniorkonsulent Johan Bache. (Foto: Stevns Erhvervsråd)

Stevns: I slutningen af juni var otte turismevirksomheder samlet for at få en praktisk indføring i, hvordan de arbejder med deres digitale synlighed på hjemmesiden og via de sociale medier:

– Analyser viser, at hjemmesiderne kraftigt påvirker beslutningsprocessen for gæsterne. Derfor er det afgørende, at budskaber og udtryk taler direkte ind i målgruppen for den enkelte aktør, og at dette understøttes af brugen af de sociale medier, forklarer seniorkonsulent i turisme, Johan Bache om baggrunden for projektet, hvor aktørerne får konkrete værktøjer og inspiration til at styrke deres online tilstedeværelse.

Målrettede pakkeløsninger

Hjemmesiderne bliver til i tæt samarbejde med virksomhederne og tager udgangspunkt i den enkelte virksomheds værdier, budskaber og målgrupper – som dog er blevet godt og grundigt udfordret undervejs:

– Projektet løfter vores digitale synlighed samtidig med, at det gør os klogere på markedsføringsstrategi. Det er noget, som har stor værdi for min virksomhed, for det handler om at gøre sig mest mulig synlig online, men det er samtidig vigtigt, at man tænker over hvordan; hvem er det man gerne vil tiltrække?, fortæller Per Strøm fra Stevns Klint B&B i Højerup.

For Per Strøm har den nye markedsføringsstrategi bl.a. ført til, at han har udviklet pakkeløsninger målrettet forskellige målgrupper.

Mere åbenhed

– Forløbet med sparring og strategi har været meget givende, og det at projektet rummer helt konkrete værktøjer, vil bestemt styrke vores digitale tilstedeværelse markant, fortæller en anden af deltagerne, Carsten Jakobsen fra Gjorslev Gods.

På Gjorslev Gods vil man gerne udvikle forretningen til at være mere åben overfor turisme, oplevelser og events, og det gør udviklingen af en ny hjemmeside meget relevant netop nu, så godset kan inddrage de nye initiativer og budskaber i et samlet hele.

Fortsat videreudvikling

Efter forløbet kan virksomhederne selv videreudvikle deres kommunikation og synlighed, og der indgår derfor uddannelsesmoduler i at arbejde konkret med hjemmesiden og at skabe videoindhold til for eksempel Facebook.

– Vi har givet virksomhederne viden og inspiration til, hvordan de griber deres online markedsføring an – det er en uddannelse, forklarer Jesper Andreassen fra reklamebureauet Coverganda, som står bag det digitale løft af virksomhedernes synlighed.

Jesper Andreassen har igennem hele forløbet oplevet, at virksomhederne har været meget åbne, videbegærlige og tillidsfulde, hvilket ifølge ham er et afgørende grundlag for at skabe indsigt og spændende aha-oplevelser.

Johan Bache forklarer, at erfaringerne fra projektet viser, at der både er et ønske og et behov for at dykke ned i og styrke de digitale kompetencer, og han glæder sig over virksomhedernes store engagement:

– I Stevns Erhvervsråd vil vi derfor arbejde henimod lignende uddannelsesprojekter for i sidste ende at skabe en større synlighed for vores smukke Stevns.

Fakta

Virksomhederne er:

  • Gjorslev Gods
  • Stevns Klint B&B
  • Dambækgård
  • Engvang Frugt
  • Madlandet
  • The Norrmans
  • Limelight BoardSport
  • Akaciegaarden B&B

Projektet er støttet med 125.000 kroner i LAG-midler fra Udvikling Stevns

Der er en egenbetaling for den enkelte deltager på 5.000 kroner

De nye hjemmesider skulle være på trapperne.

Skriv en kommentar