(Last Updated On: 25. april 2015)

Michelle-Hessel2
Michelle er en habil fodboldspiller, og det er efterhånden blevet til en del medaljer og pokaler. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Til sommer rejser 26-årige Michelle Hessel fra Hårlev en tur til Los Angeles, Californien i USA. Her skal hun deltage i Special Olympic Games på fodboldlandsholdet for damer under Dansk Handicap Idræts-Forbund

HÅRLEV: Med en far som fodboldtræner, en mor der også i en periode var fodboldtræner samt et par boldglade brødre, er det ikke så underligt, at Michelle kastede sig over fodbolden. Siden hun var tre år gammel, har hun spillet bold i haven med storebror. Som 5-årig startede hun i fodboldklub, og i dag er hun en både dygtig og rutineret fodboldspiller. Til daglig spiller Michelle i fodboldklubben Tune IF, som blandt andet har handicapfodbold for drenge og piger med et udviklingshandicap. Her træner hun hver mandag og onsdag aften, og ugens øvrige dage står den på løbetræning eller en tur i træningscenteret. Udover fodbolden er Michelles anden store passion skuespillet. Hun er med i Stevns Amatørscene, hvor hun både står på og er med bag scenen. ”Jeg er mere nervøs ved at gå på scenen end ved at spille en OL-finale. Når jeg spiller fodbold, føler jeg mig sikker i mit fag”, fortæller Michelle, der både i klubben og på landsholdet kan spille på alle pladser – hun kan endda stå på mål. Et usynligt handicap Da Michelles mor, Dorte Hessel, var gravid med Michelle, fik hun toxoplasmose, også kaldet haresyge, og det medførte flere komplikationer for Michelle. Hendes ene øje er ødelagt med stærkt nedsat syn, mens der på det raske øje er dannet arvæv seks forskellige steder. Desuden har Michelle en hjerneskade på grund af væsketryk, og hun har fået indopereret en ventil på hjernen. Michelles handicap betyder for eksempel, at hun ikke kan tage en almindelig uddannelse. Blandt andet kan det være svært at koncentrere sig i længere tid ad gangen, og en eksamenssituation er heller ikke særlig hensigtsmæssig. Men at Michelle har et handicap, er bestemt ikke noget, man tænker over, når man er sammen med hende. ”Det er netop Michelles største problem, at hendes handicap ikke er synligt. De fleste mennesker tror, at hun kan meget mere, end hvad der rent faktisk er tilfældet. Og Michelle kan ikke selv sige nej”, forklarer Michelles mor. Men både Michelle og Dorte er dog helt trygge ved, at Michelle skal krydse Atlanten og deltage i den store sportsbegivenhed. Michelle fortæller, at alle udøverne ved Special Olympic Games er udstyret med et kort, som de skal bære på sig hele tiden. Her står der alt om deres handicap, så man straks kan give den korrekte behandling, hvis uheldet skulle være ude. Og det er ikke første gang, at 26-årige Michelle repræsenterer Danmark i udlandet. Hun har flere gange været udtaget til fodboldlandsholdet for damer under Dansk Handicap Idræts-Forbund. I efteråret var hun til EM for anden gang; det var i Belgien, og holdet vandt sølv. I 2011 var hun til Special Olympic Games i Athen, og dengang blev det til en flot bronzemedalje. Til spørgsmålet om, hvordan det kommer til at gå i USA, er Michelle ikke i tvivl: ”Der vinder vi guld, selvfølgelig. Det skal vi”, kommer svaret prompte. Drømmer om at blive skuespiller Special Olympic Games afholdes i dagene den 25. juli til 2. august. 7.500 atleter fra hele verden mødes – og 68 af dem er fra Danmark. Den danske delegation – som udover de 68 atleter også består af en masse frivillige trænere og hjælpere – rejser dog allerede af sted den 21. juli. De første dage skal de opholde sig i den danske værtsby Solvang. Solvang blev etableret af danske lærere tilbage i 1911 og ligger i Santa Barbara County, nord for Los Angeles. De første fire dage skal atleterne rundt og opleve forskellige steder i USA. Blandt andet skal de en tur til Universal Studio Hollywood. Åbningsceremonien er den 25. juli klokken 21, og her er de danske atleter selvfølgelig med. Dagen efter skal Michelle spille sin første kamp, og hun ser både frem til kampene og de mange oplevelser, der venter. ”Men jeg glæder mig allermest til at være sammen med de andre, for det er et helt fantastisk fællesskab”, siger Michelle, som for øvrigt ikke er den eneste repræsentant fra Stevns ved Special Olympic Games til sommer. En af hendes holdkammerater – både på klubholdet og på landsholdet – er Käthe Andersen, som også bor i Hårlev. Selvom fodbolden fylder meget i hverdagen lige nu, er Michelles største drøm at uddanne sig til skuespiller på Glad Teaters skuespilleruddannelse. Men det koster en del penge, så for nu må hun ”nøjes med” Special Olympic Games i LA til sommer. rmh

Toxoplasmose eller haresyge, som sygdommen hedder på dansk, skyldes smitte med parasitten Toxoplasma gondii. Den forløber ofte uden sygdomstegn eller kun med lette symptomer som feber og hævede kirtler på især halsen, og i disse tilfælde behøver man ingen behandling. Hvis en gravid kvinde smittes, kan sygdommen overføres til fostret med alvorlige konsekvenser til følge. Risikoen for at fostret smittes er cirka 20 procent. I Danmark fødes årligt 20 til 30 børn med haresyge. Heraf har størstedelen ingen symptomer. 10 til 15 procent har nedsat syn i varierende grad og cirka 5 procent fødes med alvorlige skader, vand i hovedet (hydrocephalus), hjerneskade eller andet. Som gravid skal man blandt andet undgå at spise råt kød, vaske frugt og grønsager grundigt, holde sig fra upasteuriseret mælk samt lade en anden tømme og rengøre kattebakken.

Atleterne og de frivillige skal selv finansiere deltagelsen i USA med en egenbetaling på cirka 14.000 kroner. LIONS Danmark har sponseret mere end 300.000 kroner: Dansk Handicap Idræts-Forbund, afdelingen for Special Olympic Games, har fået 210.000 kroner Desuden har mange af de lokale LIONS klubber valgt at bidrage direkte til en eller flere af de unge atleter.

Skriv en kommentar