(Last Updated On: 15. november 2019)

Koncertanmeldelse af Tommy Ebbesen

(Fotos: Martin V. Andersen)

Det begyndte allerede i slutningen af sommerferien, hvor de første annoncører kunne fortælle, at det nu var på tide at tænke på julefrokost og julemusik.

Efterfølgende er gadebilledet fra 1. november fyldt med juleudsmykning, og forretningerne bugner af varer, som frister over en lang periode. Private husejere har også tændt for det blinkende lys i guirlanderne og adskillige kirker tilbyder julekoncerter med forskellige kendte aktører – så man rigtig kan julehygge.

Denne ”juleboble” bristede brat for 130 begejstrede tilhørere, som tirsdag aften i Spilledåsen havde valgt at lægge øre til en ægte rocker, der var kommet til byen.
Mike Tramp og Band of Brothers gav en forrygende rockkoncert, hvor der allerede fra start var en god medlevende kontakt mellem publikum og musikere. Det var tydeligt at mærke, at alle på scenen virkelig havde lyst til at være der og kvitterede med mange ”fede rocknumre”, som fik hele salen til at gynge. Indimellem også med lidt stille numre, men dette var en udmærket afveksling til de lidt hårdere udgaver. Vi blev præsenteret for et mix af ældre numre som Broken Heart, Lady of the Valley og Dead End Ride samt nogle nye fra det nys udkomne album Stray From The Flock, hvor bl.a. numrene Homesick og No Closure indgår.

Der var desuden et hamrende godt samspil mellem musikerne. Alt var velafstemt og veltilrettelagt, og Jakob Rønlov på trommer og Claus Langeskov på bas skabte en supergod grundrytme til musikken. Dog kunne lydteknikeren godt have afstemt bassens lydstyrke lidt mere, så den havde passet bedre i det samlede lydbillede. Disse to musikere blev så suppleret af Henrik Berger på guitar, som indimellem havde nogle fantastiske, velklingende solopartier. Fremragende musikere i samspil med Mike Tramp – denne ægte rocksanger, som virkelig har noget på hjerte.

Der er en overbevisende ægthed i Mikes musik og sange – godt hjulpet af inspirationen fra musikere, som han har rejst og boet sammen med i USA, hvilket også fremgår af undertoner af countrymusik i nogle af numrene. Desuden er han en festlig fyr, der roste publikum meget denne tirsdag, hvor der ikke er Vild Med Dans eller den Store Bagedyst til at forstyrre den musiske oplevelse. Han var også glad for ikke at skulle kæmpe med flyvende ølsjatter og snakkende tilhørere, som ofte forekommer en fredag eller lørdag aften, hvor folk skal i byen.

Det begejstrede publikum gik opstemte fra koncerten med et lydbillede, der var svært at slippe. Men fortvivl ikke, publikum, for endnu er der lidt tid til jul – og dermed mulighed for at opleve et brag af en koncert med Roger Berg Big Band & Rogers Sisters i Spilledåsen tirsdag d. 10. december. Big Bandmusik i særklasse.

Herefter tager de blidere juletoner over.

Skriv en kommentar