(Last Updated On: 11. januar 2021)

En Officer og gentleman, vores gode kammerat, veteran og tidligere major fra 2. Regiment/Slesvigske Fodregiment, Ib Snoer, der var af en helt usædvanlig kaliber, er gået til Ryes Brigade.

Ib, der ellers var født og opvokset i København, startede sin militære karriere ved 2. Regiment i Haderslev 1946 og var udsendt som FN-observatør flere gange, blandt andet til Yemen og Kashmir ved den indisk/pakistanske grænse.

Da han gik på pension fra militæret, lagde han sine kræfter i foreningslivet og var i mange år formand for både Slesvigske Fodregiments Soldaterforening samt De Allieredes Danske Våbenfæller, der i sin tid blev stiftet af Bjerring og Thomas Dinesen i kølvandet fra 1. Verdenskrig.

I 2015 var han med til at stifte Danmarks Veteraner Stevns, hvor han har været en uvurderlig hjælp og inspiration helt indtil sin død.

Vi har mistet en ildsjæl inden for det militære foreningsliv, som vil blive savnet og husket.

Vi vil huske dine lunefulde historier fra soldaterlivet og dit altid gode humør.

For dig var det altid sagen, der var i højsædet.

Ære være dit minde.

På Veteranernes vegne
Niels B. Pedersen

Skriv en kommentar