(Last Updated On: 9. september 2015)

Troels Lund_webBorgmester Mogens Haugaard, V, modtog i går eftermiddags, tirsdag, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, V, i Stevns Kommune.

Ministeren fik fremvist nogle forskellige lokaliteter på Stevns, bl.a. et sommerhusområde på Kystvejen i Strøby, Stevns Fyr og Boesdal Kalkbrud, hvor planloven og strandbeskyttelseslinien på 300 meter forhindrer eller begrænser vækst. F.eks. er der et kommunalt ønske om at anlægge en p-plads for autocampere ved Stevns Fyr og det kommende besøgscenter til bl.a. verdensarven og formidling af geologien og klinten, planlægges etableret i Boesdal Kalkbrud, hvis der kan opnås dispensation fra strandbeskyttelseslinien.

Borgmesteren og ministeren blev ledsaget af kommunaldirektør Per Røner, vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann og formand for Plan- og Teknikudvalget, Flemming Petersen, V, og ved Boesdal Kalkbrud var også gruppemændene fra kommunalbestyrelsen inviteret til at hilse på ministeren.

Troels Lund Poulsen har tidligere besøg Stevns Fyr, som han overdrog til Kommunen, og han havde da også dette besøg i klar erindring.

”Men jeg har også cyklet to gange over Stevns med Team Rynkeby,” fortalte ministeren, der synes Stevns er »et fantastisk sted med mange udvidelsesmuligheder – og så tæt på København«, som han udtrykte det over for Stevnsbladet.

”Stevns er nok lidt overset – når man kører på motorvejen, så når man til Køge – og glemmer Stevns”, anførte Troels Lund Poulsen til den lokale presse på vej op af Boesdal Kalkbrud, hvor vejret viste sig fra sin mest uovertrufne solskinsside.

På billedet ses yderst fra venstre, vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann, borgmester Mogens Haugaard, minister Troels Lund Poulsen samt gruppeformand for Socialdemokraterne på Stevns, Steen S. Hansen. Bagerst ses Varly Jensen, DF og gruppeformand for Venstre på Stevns, Bjarne Nielsen. (Foto: Charlotte Skøtt)

Skriv en kommentar