(Last Updated On: 14. januar 2022)

Kom til foredrag i Hårlevhallen og oplev Ældre Sagens frontmand.

Bjarne Hastrup har i 35 år været frontfigur i Ældre Sagen. (Pressefoto)

Hårlev: Ældre Sagen blev stiftet i 1986 og i dag er hver anden dansker over 65 år medlem af landsorganisationen, som varetager den støt voksende befolkningsgruppes interesser.

Bjarne Hastrup var dengang medstifter og blev administrerende direktør for Ældre Sagen. Det er han fortsat, og tirsdag den 8. februar kan han opleves, når Stevns Bibliotekerne og Ældre Sagen Stevns inviterer til foredrag.

Med sin lune og sit gode humør vil Bjarne Hastrup fortælle om sit eget liv og selvfølgelig også om sit liv med Ældre Sagen. Han vil desuden komme ind på FN’s verdensmål, herunder hvordan den ældre generation kan tage målene til sig og arbejde med dem i dagligdagen.

Foredraget foregår i Hårlevhallerne, hal 2. Det starter kl. 10.15 og slutter omkring 12.30, hvorefter arrangørerne – på coronasikker vis – byder sandwich og drikkelse rundt.

Det vil være muligt at benytte teleslynge til arrangementet; ønsker man dette, kan man kontakte Stevns Bibliotekerne på telefon 56503070 eller e-mail bibliotek@stevns.dk.

Det er gratis at deltage i arrangementet – man skal bare huske at hente en billet, enten på stevnsbib.dk/arrangementer eller på biblioteket inden for den betjente åbningstid.

Stevns Bibliotekerne følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Stole opstilles, så det er muligt at holde god afstand. Afholdelsen af arrangementet tilpasses til myndighedernes udmeldinger.

Når man har billet, får man automatisk besked, hvis der sker ændringer.
rmh

Fakta om Ældre Sagen

  • Ældre Sagen har over 915.000 medlemmer.
  • Foreningen er organiseret i 215 lokalafdelinger, som er ledet af frivillige lokalbestyrelser.
  • 57 kommuner har to eller flere lokalafdelinger. Her er der et koordinationsudvalg, der fungerer som et fælles talerør over for kommunen.
  • I Stevns Kommune er to lokalafdelinger: Ældre Sagen Store Heddinge og Ældre Sagen Vallø

Kilde: Ældre Sagen

Skriv en kommentar