(Last Updated On: 23. maj 2014)

MølleagerSkiltet med Bed+Bike logoet er leveret til Mølleager Bed & Breakfast, og meget snart kommer det op at hænge. Per Strøm Schildt skal bare finde det helt rigtige sted. (Foto: Rikke Michael Hansen)

HØJERUP: Aktiv Danmark, der arbejder for at styrke kvaliteten samt markedsføringen af det danske turismeerhverv indenfor temaerne cykling, gåture, fiskeri, golf, gastronomi og wellness, har netop introduceret en ny certificering for danske overnatningssteder.
Der er tale om certificeringen ”Bed+Bike”, der allerede er velkendt blandt især de tyske cykelturister. I Tyskland har ordningen efterhånden eksisteret i en årrække, og her opleves den som et kvalitetsstempel for de mange cyklende feriegæster, da den garanterer, at visse forhold er opfyldt. Blandt andet skal overnatningsstedet tilbyde sikker opbevaring af cyklerne, muligheden for at tørre såvel vådt tøj som udstyr samt stille de vigtigste værktøjer til småreparationer af cyklen til rådighed for gæsterne.
Peter Graversen, der er marketing- og salgschef i Dansk Turismefremme oplyser, at ordningen har tæt på 6.000 overnatningssteder i Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland, Sverige, Polen og nu også Danmark.
”Der er indtil videre 88 tilmeldte til ordningen i Danmark, og da vores mål for hele 2014 var 80 steder, så tegner det godt”, siger Peter Graversen.

Genkendelighed og kvalitet
Stevns får mange cykelturister, hvoraf en stor del kommer fra Tyskland, og allerede kort efter lanceringen er flere af de lokale overnatningssteder blevet tilmeldt den nye ”Bed+Bike” ordning. Et af stederne er Mølleager Bed & Breakfast i Højerup, hvor over halvdelen af de overnattende gæster er cykelturister.
Per Strøm Schildt, der sammen med Thomas Strøm Schildt købte Mølleager Bed & Breakfast sidste år i april, er glad for den nye ordning, som han fik kendskab til gennem Stevns Turistbureau.
”Mange cykelturister tager overnatningerne som det kommer, og størstedelen har ikke booket på forhånd. De kører på chancen, og vi oplever tit, at de står i gården med deres cykler og spørger efter ledige værelser. Med Bed+Bike logoet oplever de genkendelighed, og det signalerer kvalitet”, fortæller han.
Sæsonen er allerede så småt i gang på Mølleager, og der bliver arbejdet på højtryk for at få alle værelserne klar. Udover stedets fire familieværelser, med plads til fire personer i hver, samt to shelters, hvor der kan overnatte to personer i hver, er håndværkere i fuld sving med at klargøre to nye værelser, der begge har plads til to overnattende gæster. De skulle gerne kunne tages i brug indenfor de næste par uger, hvor turisterne – også dem på cykel – for alvor indfinder sig på Stevns.
rmh

Fakta
Bed+Bike er en mærkningsordning for cyklistvenlige overnatningssteder
Bed+Bike certificeringen er helt ny i Danmark, og certificeringen hører under Aktiv Danmarks nuværende Cycling Denmark netværk.
Der er indtil videre 88 tilmeldte til ordningen i Danmark
De tilmeldte steder kan fra juni måned ses på siden danskturismefremme.dk/danskturismefremme/bedbike-i-danmark
På Stevns er følgende steder indtil videre tilmeldt: Mølleager Bed & Breakfast, Stevns Klint Strandpension, Damgaarden i Rødvig, Rødvig Ferieby samt Danhostel Store Heddinge
Kilde: Peter Graversen, marketing- og salgschef i Dansk Turismefremme

 

Skriv en kommentar